Det nye år var knapt to døgn gammel, da den amerikanske præsident Donald Trump samlede sit kabinet til krisemøde i Det Hvide Hus. Det handlede om striden mellem præsidenten og kongressen om en ny finanslov, men det efterfølgende pressemøde brugte Trump til endnu en gang at nedgøre den indsats, USA’s europæiske allierede har ydet i kampene i Afghanistan, Irak, Syrien og andre steder. “Hvad er det for en hjælp? 100 mand her og 100 mand der, det er jo ingenting”, sagde han hånligt. “De udnytter os, det er urimeligt og det vil blive stoppet” sagde han også.
Sandt nok har den samlede militære indsats i Afghanistan siden 2001 haft en meget stor amerikanske overvægt, hvad der også hænger sammen med, at det var USA, der blev angrebet af al-Qaeda den 11. september 2001 i New York og Washington, at det derfor fra starten var amerikanernes krig, og at det også var sådan, USA så det: Amerikanerne afslog tilbuddet fra de andre NATO-lande om at deltage solidarisk i Afghanistanoperation Enduring Freedom, da alliancen for første gang nogensinde aktiverede paragraf fem ‘musketereden’ i Washingtontraktaten som svar på terrorangrebene på World Trade Center og Pentagon. Hjertelig tak for tilbuddet, sagde USA til NATO, vi ringer, hvis vi får brug for jer. Amerikanerne satsede på en koalition med nøje udvalgte våbenbrødre, først og sidst briterne.
At de øvrige NATO-lande hen ad vejen kom til at yde en langt større indsats end ‘100 mand her og 100 mand der’ fremgår af tabstallene. En opgørelse fra midten af 2018 viser, at mens USA havde 2.313 dræbte i Afghanistan ‘og omegn’, som der står i den amerikanske måde at opgøre tabstallet på, så er det samlede antal dræbte på koalitionssiden i Afghanistan i perioden oktober 2001 til 5. august 2018 3.458. 1145 faldne er med andre ord fra USA’s allierede, 43 af dem danske. Og da en meget betydelig del af de amerikanske tab stammer fra den højintensive krigsfase, altså Enduring Freedom-operationen, hvor de allierede som nævnt i begyndelsen ikke var velkomne (bortset fra de nøje udvalgte), så vil europæerne nok mene, at de i hele den efterfølgende ISAF-periode fra 2006 til 2015 har trukket et betydeligt læs i Afghanistan, i hvert fald nok til at den amerikanske præsidents hånlige foragt ikke opfattes som rimelig.
USA ud af Syrien
I politik taler handlinger højere end ord. Så mens europæerne måske er stødt over nedgøringen af deres bidrag i Afghanistan, Irak, Syrien, er der ingen tvivl om, at de er både vrede og bestyrtede over præsident Trumps beslutning om at trække de amerikanske styrker ud af Syrien, som blev sat i værk lige før årsskiftet, og Trumps planer om at trække halvdelen af den amerikanske 14.000 mand store Afghanistanstyrke ud af stabiliserings- og opbygningsarbejdet der. Det sidste blev bekræftet af vicepræsident Mike Pence lige efter årsskiftet. Den tilbagetrækning kommer på et tidspunkt, hvor talibanstyrkerne igen har opbygget en betydelig kampkraft, og nok så vigtigt på et tidspunkt, hvor al-Qaeda er i færd med at genopfinde sig selv. Terrortruslen fra Islamisk Stat er ikke drevet over, men på længere sigt er det den genopbyggede trussel fra al-Qaeda, der bekymrer vestlige terroreksperter og efterretningskilder – også danske, mest. Som en terrorekspert udtrykker det: hvis IS er vejret, så er al-Qaeda klimaet.
