EU’s migrationspolitik er bygget på en stereotyp og unuanceret forestilling om den skruppelløse og kyniske menneskesmugler. Menneskesmuglere er dog ofte helt almindelige mennesker, fattige fiskere, tidligere migranter eller unge, der tager sagen i egen hånd. Omvendt er mange af de lokale myndigheder, som får penge fra EU for at bremse migranter, ofte involveret i smuglingen.
Menneskesmuglere bliver ofte portrætteret som organiserede, selvstændige og kriminelle enheder, der opererer under fuldstændigt lyssky forhold og er afkoblet fra transitlandenes politiske system.
Denne fortælling er også bærende for EU’s migrationsindsatser i for eksempel Tunesien, Libyen eller Marokko. I december nåede Rådet og Parlamentet i EU til enighed om en reform af EU’s asyl- og migrationssystem. I pagten, men også EU’s migrationspolitik generelt, er et af kerneområderne netop at ødelægge migrantsmuglernetværk.
Fortællingen står imidlertid i stærk kontrast til eksisterende forskning. Den viser, at smuglernetværk ofte har tætte forbindelser til de myndigheder, der er ansvarlige for migrationskontrol.
Forbindelserne kan være direkte. FN-rapporter har konkluderet, at smuglernetværk ofte arbejder sammen med lokale myndigheder. Der er for eksempel veldokumenterede forbindelser mellem den libyske kystvagt og landets smuglernetværk. Det er den selvsamme libyske kystvagt, der i årevis er blevet finansieret, trænet og styrket gennem EU-samarbejdsaftaler.
