For at forstå hvordan Hamas’ angreb mod Israel den 7. oktober kunne lade sig gøre, er det afgørende at kaste et blik på de forandringer, der har fundet sted i den dybt polariserede israelske hær IDF.
Lørdag 7. oktober forsvandt Israels suverænitet i to grufulde dage. Den palæstinensiske milits Hamas lancerede et overraskelsesangreb mod Gazas ydre landsbyer, og omkring 1200 israelere blev myrdet, og hundredvis blev bortført. Mens angrebet foregik, var det israelske militær (IDF) dog næsten ikke at finde nogen steder.
For at forstå den militære situation den 7. oktober, og den senere krig i Gaza, er det centralt at forstå de forandringer, som IDF har undergået i de sidste årtier – blandt andet i forhold til rekrutteringsprocesser, kampkapaciteter og organisationskultur.
Den 7. oktober var IDF ikke tilstrækkeligt til stede for at beskytte Israels sydlige del. Kun to bataljoner var stationeret langs grænsen til Gaza. Imens var 32 bataljoner
placeret i de besatte palæstinensiske områder.
I løbet af sidste år har den israelske regering prioriteret de jødiske bosættere på Vestbredden, og siden 1967 har IDF’s primære fokus været politiopgaver i de besatte områder. Det har i høj grad trukket ressourcer og opmærksomhed væk fra opgaven med at opretholde IDF’s beredskabskompetencer på andre fronter. De enheder, der patruljerer på Vestbredden, har således haft begrænsede muligheder for at kunne deltage i krigstræning.
