Den mexicanske musikgenre narkocorrido glorificerer narkobaroner som succesrige mænd, der kæmper imod staten. Og de er mere populære end nogensinde før, både i Mexico og på de globale hitlister.
Narkocorrido lyder ved første ørekast rart og uskyldigt. Den mexicanske subgenre har et langsomt tempo og er fyldt med blæseinstrumenter, akustisk guitar og bas. Ingen trommer eller beat. Musikken er harmonisk og autentisk. Det lyder fængende og giver en positiv, rolig energi.
Men åbner man en video på Youtube, er udtrykket noget anderledes. Her vises store guldkæder, våben og letpåklædte kvinder. Det ligner noget, vi i Danmark umiddelbart ville forbinde med en rapmusikvideo.
Og hvis man forstår spansk, bliver kontrasten til den rolige musik endnu større. Sangeren Peso Pluma synger for eksempel strofer som “Jeg kan lide at arbejde / Og hvis ordren er at dræbe, bliver der ikke stillet spørgsmål […] Jeg afhænger af Guzmanerne (Guzman-familien leder det internationalt berygtede Sinaloa-kartel, red.). “
I dag er denne undergenre af mexicansk folkemusik, der går under navnet narkocorrido, større end nogensinde, og kunstnere som Peso Pluma er blevet internationale stjerner. Genrens glorificering af narkosmuglere og kriminelle er dog det mindste.
