Krigen i Gaza er en vigtig brik i det iranske præstestyres mål om at samle mellemøstlige aktører mod Vesten. Men indenrigspolitiske trusler lurer.
En satiretegning, der er blevet brugt i årevis i israelske, arabiske og vestlige medier, fremstiller Iran som en turban-bærende blæksprutte, der har sine tentakler viklet ind i hele Mellemøsten med et fast greb om Libanon, Syrien, Palæstina og så videre.
I de amerikanske udgaver trækker blæksprutten også Nordkorea, Kina, Venezuela og Rusland til sig. Fællesnævneren er forestillingen om den islamiske republik som en ondskabsfuld bagmand, der har en finger med i snart sagt hvert et spil.
Der er måske behov for denne slags karikerede simplificeringer, når det kommer til Mellemøsten – og der er tydeligvis også brug for fjendebilledet, når statsledere rundt omkring skal placere skyld.
Israels premierminister, Benyamin Netanyahu, var da også hurtig til at give Iran en helt særlig del af skylden for Hamas’ blodige terrorangreb på Israel den 7. oktober. Selvom han måtte indrømme, at der ikke var beviser for Irans involvering, så var angrebet alligevel ifølge Netanyahu et udtryk for, at ikke bare Israel men hele ”den frie verden” og ”vestlige civilisation” stod over for en ”ondskabens akse” anført af Iran.
