Den Europæiske Union har altid anvendt pengeinstrumentet i international politik. Det ligger for eksempel alene i, at EU med en udviklingsbistand på 82 milliarder euro i perioden 2014-2020 står for cirka halvdelen af verdens samlede udviklingsbistand.
Der er imidlertid siden migrant- og flygtningekrisen 2015-16 sket en vis, mindre ændring med hensyn til anvendelsen af EU’s eksterne midler fra officielt at være rettet næsten udelukkende mod idealistiske mål til også at være rettet mod såkaldte realistiske mål.
Min prognose er, at denne udvikling vil forstærkes fremover, fordi pengediplomatiet realistisk anvendt har vist sig at være yderst effektivt. Sandsynligvis vil EU-landene med hensyn til EU’s migrant- og flygtningepolitik være interesserede i en udvikling, hvor ƒEU tvinges til at agere stadig mere realistisk i dets eksterne relationer på grund af et demografisk pres fra Afrika og fortsat uro i Mellemøsten samtidig med, at USA er ved at opgive verdenslederskabet.
Med idealisme mener jeg i den forbindelse, at EU’s midler anvendes til
at afhjælpe udviklingsproblemer i den tredje verden, at fremme menneskerettighederne, at udbrede demokratisk praksis og lignende. Man kan med en vis ret sige, at penge hertil er udtryk for udbredelsen af europæiske normer angående lighed, respekt for individet, ligestilling mellem kønnene med videre i andre lande end EU-landene.
Med realisme mener jeg, at EU’s midler går til formål, som angår fremme af EU’s egne økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser ud fra, hvordan vælgerne i EU’s medlemslan- de ser på dem. Realismen i EU’s pengediplomati indebærer således, at man fra EU’s side vil have noget for noget, når det drejer sig om, at man anvender pengeudbetalinger uden for EU’s grænser.
