I Ramallah mødte jeg for et par dage siden Mahmud Abbas (Abu Mazen). Han forsikrede mig om, at skønt den foreløbige femårsaftale ikke har ført til en holdbar tostatsløsning, havde han aldrig fortrudt Oslo-processen.
Han sagde også, at selvom begge parter i aftalen er blevet kritiseret og stadig bliver kritiseret for at være naive og tilmed landsforrædere, ændrede Oslo-processen det israelsk-palæstinensiske forhold fundamentalt, således at når der engang kommer en permanent aftale, vil den være en naturlig forlængelse heraf.
Vi betragtede begge disse hemmelige forhandlinger på afstand. Han fra Tunis og jeg fra Jerusalem. Begyndelsen var – som al begyndelse – meget beskeden. Som viceudenrigsminister under Shimon Peres i den nyvalgte Rabin-regering fulgte jeg de forhandlinger, der foregik i Washington mellem den israelske delegation (hvis medlemmer vores nyvalgte regering ikke havde udskiftet), og en noget kunstig fælles jordansk-palæstinensisk delegation.
Disse forhandlinger kørte fast, og jeg mente, at den bedste måde at løse de mange ubetydelige problemer på (såsom antallet af medlemmer i det provisoriske palæstinensiske parlament, eller om man skulle kalde det ‘Legislative Council’ eller ‘National Legislative Council’) ville være underhåndsforhandlinger mellem parterne. Jeg forestillede mig, at en meget lille gruppe israelere og palæstinensere skulle udarbejde et papir, der blot skulle gives til henholdsvis den israelske og den palæstinensiske delegation i Washington til underskrift, men uden overhovedet at afsløre de uofficielle hemmelige kanaler, der ville få det til at ske.
Jeg undersøgte to alternative mødesteder for de hemmelige forhandlinger og indså, at Norge var det optimale. Terje Rod Larsen, daværende leder af den norske fagbevægelses forskningsstiftelse FAFO, havde stillet deres faciliteter til rådighed allerede før valget i Israel, og nu var jeg klar til at tage imod tilbuddet.
