Frankrig er Europas syge mand, sagde Polens udenrigsminister Jacek Czaputowicz kort før julen 2018. Frankrig trækker Europa ned, sagde han og pegede på terrorangrebet i Strasbourg den 11. december, de gule vestes demonstrationer, franskmændenes kroniske raseri og præsident Emmanuel Macrons svage opbakning. Macron burde rydde op i eget hus og ikke belære Polen om, hvordan en retsstat fungerer, mente den polske udenrigsminister.
Det er uden tvivl enklere for den polske regering at holde styr på et land, hvor loyale partistøtter er blevet placeret på alle samfundets nøgleposter, og hvor regeringen er ved at have fuld kontrol over domstole og medier, men iagttagelsen er ikke forkert; der er noget galt i Frankrig. Set fra Nordeuropa er det både fascinerende og foruroligende at betragte Frankrig. Det er åbenlyst for enhver, at der er noget, der ikke fungerer, som det skal. Det interessante spørgsmål er imidlertid, hvilken diagnose der skal stilles. Hvis Frankrig er Europas syge mand, hvad fejler han så? Er det kroppen, den er gal med? Eller er det snarere hovedet?
Rigets tilstand
Man får ikke noget entydigt svar, når man ser på de økonomiske nøgletal, for Frankrig er ikke i værre forfatning end mange andre EU-lande.
Forholdet mellem den offentlige og den private sektor er tæt på det forhold, som man finder i Danmark. Produktiviteten per arbejdstime er ifølge Eurostat på niveau med den danske, dvs. lidt højere end i Tyskland og langt højere end EU-gennemsnittet. Arbejdsstyrken er generelt velkvalificeret med 37 procent, der har en længere videregående uddannelse mod 28 procent i Tyskland. Prisen per arbejdstime i industrien er lidt højere end i Tyskland: 36,7 euro mod 34,7 euro (2016-tal). Der er færre fattige (defineret som mennesker, der lever for under 60 procent af medianindkomsten) end i Tyskland: 14,3 procent. i Frankrig mod 16,7 procent i Tyskland. Anlægger man et grønt perspektiv, udleder en fransmand ifølge Verdensbankens tal stort set kun halvt så meget CO2 (5,05 ton) som en tysker 9,22. Frankrig går op i sin strategiske uafhængighed, og derfor har man ikke villet opgive atomkraften, der jo ikke er afhængig af, hvad der sker i Mellemøsten og Rusland, og som er CO2-neutral.
