Klimatruslen – set fra et dansk perspektiv

“Det danske vejr er Gajol-vejr”! Sådan lød et slogan fra en slikfabrikant, og den helt ufarlige undertone i sloganet er et meget godt billede på vores historiske opfattelse af, at vejret i Danmark generelt er ufarligt. Vejret kan være irriterende, og man får ikke altid det, man ønsker eller har behov for, men grundlæggende ser vi ingen fare i vejrliget.

Til gengæld er vi særdeles interesserede i, hvordan vejret arter sig i udlandet, hvor der er større kræfter på spil. Udsendelser og nyheder om vejret har altid haft store seertal, og når katastroferne indtræder, følger vi med fra sofaen i god afstand til begivenhederne.

Spørgsmålet er så, om det ufarlige og nærmest jomfruelige er ved at forsvinde mellem hænderne på os, i takt med, at temperaturen stiger. For i disse år er det blevet mere synligt, at vejret ikke er, hvad det var engang. Vores hukommelse er ganske vist ikke den bedste ledesnor til at huske forandringerne, for hukommelsen er selektiv. Vi husker, det vi gerne vil huske. ‘Vintrene var altid hvide og kolde, og somrene havde altid varme og solrige perioder’. Men var det nu også sådan? Nej, vi romantiserer ofte i vores hukommelse, så derfor må vi ty til faste data og optegnelser.

Her fremgår det, at temperaturen i Danmark er steget omkring 1,5 grader siden 1874, hvor vi begyndte at måle vejrets elementer, og i samme periode har vi fået lagt cirka 100 mm til i den årlige nedbør. Men mere interessant er det, at de største stigninger i både temperatur og nedbør er sket efter 1970’erne, hvor også den globale temperatur er steget en del – ikke som en jævn stigning, for det veksler meget fra år til år, men tendensen er tydelig, når vi ser det over en længere årrække. Med den konstatering, at vejret og dermed klimaet er under forandring, kan vi så se på de trusler, forandringerne indebærer. Der er direkte trusler i et forandret vejrlig, og der er de mere indirekte trusler fra de påvirkninger, det nye vejr vil give os.