EU tager mere og mere digitalt teknologi i brug for at beskytte og kontrollere sine grænser. Men samarbejdet med den digitale grænse- industri rummer udfordringer og menneskeretlige dilemmaer, skriver Oskar Brage Stevens. Artiklen er vinder af Det Udenrigspolitiske Selskabs årlige artikelkonkurrence.
Jeg famler med mit rødbedefarvede pas. Mærker de tunge blik i nakken fra mine medrejsende. Jeg finder omsider billedsiden og lægger det frem til aflæsning. Jeg kigger stift ind i et lille kamera og lader det scanne min iris. To-fire-seks sekunder og endelig åbner paskontrollens elektroniske porte, og jeg går langsomt igennem for at finde min gate.
Jeg står i Københavns Lufthavn og er på vej til London. Som hvid, dansk-englænder har lufthavnens grænsekontrol altid været et banalt sted. Et uproblematisk transitpunkt til at opleve glæderne ved den frie mobilitet – eller hvad Hannah Arendt har kaldt den ”prototypiske gestus for at være fri”.
For andre, som ikke deler mit lyse pigment og rødbedefarvede pas, kan den selvsamme grænse være alt andet end banal. Den kan repræsentere en ny start på tilværelsen, men den kan også være en rejses endegyldige stop. Grænsen kan være det mistænkelige blik, som minder dig om, at du aldrig bliver en ”normal” borger i denne del af verden.
Grænsen er også materiel, teknologisk og fysisk – med andre ord er den en ting. Grænsen er den maskine, som tog en scanning af min iris, og grænsen er det informationssystem, som EU bruger til at lagre mit helt unikke datasæt.
