Man bliver nødt til at kende historien for at forstå Ruslands holdning og aggression overfor Ukraine. Det går mange århundreder tilbage og spiler tydeligvis en meget stor rolle for Ruslands præsident, skriver ekspert Milosz J. Cordes.
Den russiske aggression mod Ukraine fandt sted blot få uger efter 30-årsdagen for Sovjetunionens opløsning – en begivenhed, som Ruslands præsident, Vladimir Putin, i 2005 beskrev som den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede. Få husker dog, at Rusland var blandt de første til at anerkende den uafhængige ukrainske stat. Daværende præsident Boris Jeltsin gjorde det, fordi han forventede, at det ville være det sidste søm i Sovjetunionens kiste.
For mange fremstod 1990’erne i Rusland som et lynkursus i demokrati. Det blev imidlertid stoppet af etableringen af et system kaldet Putinisme. I det moderne Kremls fortælling om Ruslands historie er ”elementer fra den sovjetiske fortid blottet for alle modsætninger og blot klumpet sammen med referencer til tidligere perioder […]”, som det hedder i Otto Boele og Boris Noordenbos’ bog Post-Soviet Russia. Confronting the Empire’s Legacies.
Det er et verdensbillede, som den russiske elite har forfulgt, i hvert fald siden Putin kom tilbage til præsidentembedet i 2012.
Putin hævder, at Rusland er en unik multi-etnisk civilisatorisk enhed baseret på: (1) iboende russiske værdier, der er overlegne i forhold til Vesten, (2) ortodoksi og religiøs tolerance over for ikke-kristne etniciteter, (3) Ruslands eksklusive indflydelsessfære. Den russiske præsident udforskede det sidste begreb i sit essay fra juli 2021. Efterfølgende begivenheder har bevist, at det var den store finale i Kremls civilisationsfortælling.
