EU og Danmark har i alt for lang tid været nølende på flygtningeområdet. Vi har haft for lidt fokus på at løse interne problematikker og gjort en heftig indsats for at beskytte EU’s eksterne grænser, skriver Charlotte Flindt Pedersen.
Den anerkendte bulgarske politolog Ivan Krastev kaldte flygtningekrisen i 2015 ”Europas 9/11”, fordi den fundamentalt forandrede europæernes idé om Europa, om verden og om Europas plads i verden. Schengensamarbejdet og den frie bevægelighed i EU kom under pres, grænsehegn blev genopbygget, og politisk polarisering i forhold til spørgsmålet om migration og flygtninge er blevet den nye normal i Europa. I dag er der stadig pres på EU’s ydre grænser. Flere tusinde flygtninge og irregulære migranter sætter hvert år livet på spil, når de forsøger at krydse farlige migrationsruter over Middelhavet, den Engelske Kanal eller i grænselandet mellem Belarus og Polen.
Samtidig ser vi autoritære regimer ved Europas grænser, der truer med at skrue op for antallet af flygtninge og migranter som et led i deres politiske pres på EU. Ud over de menneskelige tragedier, der ligger bag disse tal, udfordrer presset på EU’s grænser i form af flygtninge og migranter de idealer, som de europæiske samfund er funderet på.
Samtidig skaber det frygt og en oplevelse af politisk magtesløshed hos EU-borgerne, og det udnyttes politisk til polarisering af den offentlige debat. Hvis vi imidlertid føler os udfordrede nu, så er det ingenting mod det, som er i vente.
Man forventer en befolkningstilvækst i Afrika og Mellemøsten på op mod en milliard mennesker, som vil lægge yderligere pres på EU’s grænser, især hvis klimaforandringer som forudset vil ramme det afrikanske kontinent uforholdsmæssigt hårdt og omdanne agrare områder til ørken.
