32-årige Yacob Ghebrehewit rejste i 2014 fra Eritrea til Danmark over Middelhavet. Ligesom mange andre eritreere søgte han væk fra et af verdens mest militariserede og undertrykkende lande, fordi han ikke kunne skifte job eller forsørge sin familie.
Yacob Ghebrehewit så et hav for første gang, da han var i tyverne. Et skinnende blåt hav med noter af tyrkis og glimtende hvidt sand. Han stod med fødderne i sandet og kiggede på de mennesker, som gik forbi på stranden. Arbejdende folk – nogle handlede med fisk, andre lod til at tage en pause.
Det var en af Yacob Ghebrehewits første dage som havbiologstuderende i Eritrea. Og hvis man da tænker, at det må have været en god dag for Yacob Ghebrehewit og hans familie, der på det tidspunkt bestod af Yacob, hans kone og to børn, er svaret både ja og nej. Ja, fordi havet var ganske flot den dag. Yacob Ghebrehewit havde forestillet sig et stormfuldt mørkt hav med slimede dyr og store skibe.
”Da jeg var ung, hadede jeg havet. Jeg troede, at hvis jeg kom tæt på, ville jeg blive ædt af et væsen eller trukket ned af strømmen og dø. Jeg voksede op langt væk fra havet, og jeg havde ikke nogen anelse om, hvordan det så ud,” siger han. Det var også et nogenlunde studie, han havde fået tildelt. Faciliteterne var fine, og Yacob Ghebrehewit øjnede et glimt af mulighed for at tænke selv.
Svaret var imidlertid også nej, for Yacob Ghebrehewits kone og børn havde lige fået afslag på at flytte med ham. Nu boede de cirka 600 kilometer inde i landet i hans hjemby bag kontrolposter, vagter og regionshegn. Svaret er tilmed nej, fordi Yacob egentlig ikke havde lyst til at være havbiolog.
