Naturgassen ændrede den europæiske energiforsyning. Nu skal den afvikles sammen med de andre fossile brændsler, hvilket har store strukturelle og politiske bivirkninger.
Det europæiske gassystem blev kickstartet af fundet af et naturgasfelt i Groningen i Holland i 1959. Ni år senere begyndte Sovjetunionen at eksportere gas til Østrig med Tjekkoslovakiet som transitland, og gjorde dermed gassen til et geopolitisk emne.
Feltet i Groningen var ikke det første fund af naturgas, men det var så stort, at det gav mening at opbygge en infrastruktur omkring det. Naturgas blev et realistisk alternativ til især fyring med kul. Produktionen i Groningen begyndte i 1963. Først til hjemmemarkedet, men kort tid efter fulgte eksport til Vesttyskland, Belgien, Frankrig og Italien. Gassen blev navnlig brugt til opvarmning, men også som procesenergi i industrien og til produktion af elektricitet.
Fundet blev fulgt af en intensiveret jagt på naturgas i Nordsøen, der både gav bonus i de engelske og norske områder i form af substantielle felter. Forskellen var, at Storbritannien havde et stort hjemmemarked. Det havde Norge ikke, hvorfor man her satsede på en storstilet eksport via rørledninger, både til det kontinentale Europa og Storbritannien. De to strategier blev også diskuteret i Danmark, hvor resultatet var, at det meste af gassen fra den danske del af Nordsøen skulle bruges nationalt med henblik på at skabe en bedre forsyningssikkerhed.
Oliekriserne i 1970’erne ændrede betingelserne og gjorde naturgassen mere attraktiv, fordi gassen i mange sammenhænge kunne erstatte olien, for eksempel i produktionen af elektricitet og varme. Prisen var ikke afgørende, da naturgassen blev solgt på langtidskontrakter, hvor prisen fulgte olieprisen. Men gassen var anvendelig i de vesteuropæiske landes bestræbelser på at forbedre forsyningssikkerheden med en diversificeret energiforsyning. Gasinfrastrukturen blev derfor udbygget meget hurtigt, og til forskel fra elforsyningen blev gasnettet hurtigt transnationalt. Allerede i begyndelsen af 1990’erne kan man tale om et finmasket europæisk net, der kun er blevet udbygget siden. Infrastrukturen har tre hovedleverandører: Norge, Sovjetunionen/Rusland og Algeriet. Alle lande uden for EU, mere eller mindre.
