Ustabiliteten i Nicaragua er en af de længerevarende og dybere kriser i et Latinamerika i oprør. Den har ført landet ud massiv undertrykkelse, økonomisk krise og international isolation. Men tiden er alligevel ved at rinde ud for Ortega-regimet.
Latinamerika rystes i disse år af ustabilitet og en række sociale og politiske oprør. De har ramt så forskellige lande som Haiti, Honduras, Ecuador, Chile, Bolivia og Colombia. Blandt de ældre og vigtigste politiske og sociale kriser er dem, som har fundet sted i Venezuela siden 2015 og i Nicaragua siden 2018.
Der er flere fællestræk i den dybtgående utilfredshed med politik og mistillid til de politiske og økonomiske eliter i regionen. De politiske styrer har ikke leveret på de mange løfter, og den økonomiske vækst, som ikke har mindsket den voldsomme økonomiske ulighed, er de sidste år vendt til økonomisk stilstand eller tilbagegang. På tværs af politiske ideologier er regeringerne ramt af svækket økonomi som følge af faldet i råstofpriser og den svage globale vækst.
Korruptionsskandaler har rystet de fleste af de latinamerikanske lande, og den politiske utilfredshed har ved valg givet sig udtryk i proteststemmer mod enhver siddende regering, uanset ideologi, kombineret med massive gadeprotester mod regeringerne. I flere lande, herunder Honduras, Venezuela, Bolivia og Nicaragua, har der desuden været konstateret valgsvindel eller rejst stor tvivl om valgresultater. Dette har yderligere svækket tilliden til de politiske eliter.
Et fællestræk for protesterne har været deres massive omfang, spontanitet og mangel på synlige ledelser. Sociale medier og spontant opståede organiseringsformer dominerer, mens de traditionelle politiske partier skubbes til side. Ved indgangen til 2020’erne har den seneste lange række valg ført til nye regeringer – med få undtagelser. Af de præsidenter, der har kunnet opnå genvalg, er flere beskyldt for valgsvindel, herunder i Honduras, Venezuela og Nicaragua.
