Topmødet i Madrid blev en fiasko. Men løsningen på vores globale udfordringer er ikke at droppe de globale klimakonferencer. Men det er op til EU at presse verdenssamfundet til at finde forpligtende løsninger. USA har desværre meldt sig ud af kampen.
Selvom 2019 på mange måder stod i klimamobiliseringens tegn, sluttede året med endnu en skuffende klimakonference.
Uanset hvor mange unge og knapt så unge mennesker, der i månederne forud havde marcheret, protesteret og appelleret, ja, så var fremskridtene ved COP25 i december 2019 i Madrid for få og for små. Det mest beskæmmende var, at det var gamle kendinge, som man stadig ikke kunne komme videre med: Diskussionen om markeder og CO2, slagsmålet om finansiering samt håndteringen af det, der på forhandlingslingo hedder loss and damage (tab og skade). Har de industrialiserede lande særlige (økonomiske) forpligtelser i forhold til de skader, som udviklingslandene allerede oplever som følge af klimaforandringer?
De små østater har dette som en mærkesag, mens de økonomisk stærke lande er særdeles betænkelige ved at påtage sig et potentielt ansvar for en hvilken som helst naturkatastrofe. Loss and damage er et eksempel på, hvordan de internationale forhandlinger til tider forsures af emner, der popper op, og som så skydes til hjørne med løfter om, at man skal se på det senere – hvorefter man så i årevis må slås med at håndtere det næsten umulige. På samme vis kom bestræbelsen på at holde temperaturstigningen på 1,5 grader op som forhandlingsobjekt i forløbet op til Parisaftalen, hvor man ellers tidligere havde haft 2-graders målet som rettesnor.
