Den moderne jihad startede i 1979. Den sovjetiske invasion af Afghanistan, den islamiske revolution i Iran og besættelsen af den store moské i Mekka blev startskuddet til en bølge af ukontrolleret radikalisering, der stadig hærger verden og plager de muslimske lande.
Når man tænker på Afghanistan og Pakistan, ser mange radikaliserede terrorister og ultrakonservative religiøse madrassaer – religiøse skoler – for sig. Afghanistan har været i konflikt i 40 år siden 1979, Pakistan er blevet til ét af de mest religiøst konservative lande og har siden årtusindskiftet kæmpet en blodig kamp mod interne terrorgrupper, og begge lande har konsistent figureret på top fem-listen i Global Terrorism Index. Det er ud af denne region, at den moderne forståelse af fænomener som ’jihad’ og ’mujahedin’ opstod i forbindelse med den sovjetiske intervention i Afghanistan i 1980’erne, og det var ud af denne region, at dette har spredt sig til resten af den muslimske verden.
Det har alt sammen at gøre med de sidste 40 års bølge af politisk instrumentalisering af religion. Tidligt i februar 1979 installerede Ruhollah Khomeini sit præstestyre i Teheran efter shah’ens fald og skabte den første fundamentalistiske islamistiske stat. En ny pol for politisk-religiøs vækkelse blandt shiamuslimer var skabt. I slutningen af 1979 besatte en ekstremistisk gruppe Den Store Moské i Mekka, og det tvang den saudiske kong Khalid til at give det ultrakonservative wahhabi-præsteskab frie hænder og milliarder af dollars til at sprede den salafistiske udlægning af Islam til sunnimuslimer over hele den muslimske verden til gengæld for fred hjemme. Det blev startskuddet til en periode, hvor ultrakonservative udlægninger af islam blev instrumentaliseret ud fra politiske formål over hele den muslimske verden – i en konkurrence om magt og indflydelse mellem Iran og Saudi-Arabien. Afghanistan/Pakistan blev ved et tilfældigt sammenfald det første arnested for det, da disse to centrale udviklinger tidsmæssigt faldt sammen med den sovjetiske invasion i Afghanistan 1979 og den stærkt religiøse pakistanske militærdiktator Zia ul-Haqs magtperiode i Pakistan 1977-1988.
Både Saudi-Arabien og Iran var villige til at bruge store pengesummer på denne politiske instrumentalisering af islam, og det gjorde påvirkningen så meget dybere. Fænomenet udviklede sig i to grundformer: for det første som en fremvækst af ekstremistiske grupper, dannet som instrumenter til at projicere magt og påvirke konfliktsituationer, men som endte med at skabe helt nye former for international terrorisme kulminerende (foreløbigt) i grupper som Taliban, al-Qaeda og Islamisk Stat på sunnisiden og Hizbollah på shiasiden. For det andet ytrede det sig som en strategisk udbredelse af ultrakonservative udlægninger af islam i de brede muslimske befolkningsgrupper, som over de sidste 40 år har ændret disse samfunds værdigrundlag og verdensudsyn radikalt.
