I januar 2019 fik Den Ortodokse Kirke i Ukraine sit selvstændighedsbrev, Tomos, fra patriarken af Konstantinopel. Dermed har en ny selvstændig kirke set dagens lys. Men hvorfor opstår nye ortodokse kirker? Er det primært et politisk spørgsmål, handler det om den historiske udvikling i Ukraine eller er det de religiøse faktorer, som er de udslagsgivende?
I 2016 sendte Ukraines parlament Verkhovna Rada en anmodning om selvstændighed for Ukraines kirker til patriarkatet i Konstantinopel. Anmodningen blev senere samme år fulgt op af et møde mellem den nuværende præsident Petro Porosjenko og patriark Bartolomæus. Samarbejdet førte i oktober 2018 til, at Bartolomæus erklærede, at han ville give den ukrainske kirke selvstændighed, en såkaldt tomos, og denne blev underkrevet ved en højtidelighed i patriarkatets domkirke i Istanbul 6. januar 2019. Dermed var en ny selvstændig ortodoks kirke en realitet.
Selvom det er valgår i Ukraine i år, og kampen for en selvstændig ukrainsk kirke tydeligvis er en af Petro Porosjenkos mærkesager, er kampen for en selvstændig ortodoks kirke ikke et nyt projekt. Ser vi historisk på fremkosten af selvstændige ortodokse kirker, hænger de tæt sammen med udviklingen af tilsvarende selvstændige stater. I løbet af den ortodokse kirkes historie er der således gradvist opstået flere og flere selvstændige ortodokse kirker. I nyere tid er disse kirkedannelser særligt sket i forbindelse med det osmanniske riges sammenbrud og etableringen af for eksempel de moderne stater i Rumænien, Grækenland og Bulgarien.
Det er derudover også karakteristisk for nye ortodokse kirkedannelser, at der går et godt stykke tid fra, at der opstår et ønske i et givent land om, at deres lokale kirke bliver selvstændig, til at ønsket bliver efterkommet af de andre ortodokse kirker. I Rumænien tog det tyve år fra selvstændighedsprocessen gik i gang i 1865 til en selvstændig Rumænsk Ortodoks Kirke blev udråbt i 1885, og i Bulgarien gik der det meste af et århundrede fra ønsket om selvstændighed for den nationale kirke opstod i 1872, til den endelig blev anerkendt 73 år senere i 1945. Med andre ord kan kampen for at få en selvstændig kirke ses som en del af en national selvstændighedsproces. Dette gælder også kampen for kirkeselvstændighed i Ukraine.
Indtil den nylige selvstændighed, har Den Ukrainske Ortodokse Kirke kirkeretsligt set hørt under Moskva-patriarkatet. Tilhørsforholdet til Moskva kan føres tilbage til 1686, hvor patriarkatet i Konstantinopel overførte sin myndighed over de ukrainske områder til Moskvapatriarkatet. I den nuværende konflikt mellem Moskva-patriarkatet og Konstantinopel-patriarkatet over Ukraine er et omdrejningspunkt derfor spørgsmålet om, hvorvidt denne ’overførsel’ af kirkelig myndighed skal ses som en midlertidig foranstaltning (som patriarkatet i Konstantinopel hævder) eller en permanent overdragelse (som patriarkatet i Moskva hævder).
