Jørgen Møller og Svend-Erik Skaaning er professorer ved Institut for Statskundskab i Aarhus og er ikke ubeskrevne blade, hvad angår forskning i demokrati og europæisk historie. Deres grundlæggende ærinde er at påvise, hvor vanskeligt og risikabelt det er at drage paralleller mellem nutidens politiske situation i flere europæiske lande og begivenhederne i Mellemkrigstiden, hvilket ellers er en populær disciplin blandt politikere, journalister, kommentatorer og læsebrevsskribenter, der drager hurtige konklusioner på grundlag af mangelfuld viden.
I denne henseende er bogen en velkommen stemme, for historien gentager sig sjældent, og gør den det, er det som farce, lyder et bon mot.
Demokrati i en krisetid. Mellem- krigstidens Europa
116 sider, Gyldendal Til Tiden, 2018.
Bogens ræsonnementer og argumenter vil kursorisk blive behandlet senere, men tillad anmelderen at begynde med at dvæle ved bogens forbløffende mangler. Den første, og tør man sige afgørende, er, at forfatterne arbejder med en dikotomi: totalitarisme versus demokrati. Denne tilgang kan overhovedet ikke anvendes på Mellemkrigstidens Europa, idet kun Sovjetunionen opfyldte kravene for at blive betegnet som totalitært, mens det nationalsocialistiske Tyskland først fra 1941 antog de samme træk. Denne fremstilling følger af Hannah Arendts definition af totalitarisme, der forbløffende nok end ikke nævnes i bogen, skønt den er fundamental for analysen. Hannah Arendt knytter totalitarisme til muligheden for at begå massemord. For at et regime kan betegnes som totalitært, skal det råde over menneskemateriale stort nok til at myrde millioner, uden at samfundet bryder sammen. Det var muligt i Sovjetunionen selv med 20 millioner myrdede mennesker i Stalins regeringstid.
Det nationalsocialistiske Tyskland var på vej mod samme muligheder efter angrebet på Sovjetunionen og kunne have udviklet sig til den fuldkomment totalitære stat, hvis det havde realiseret målet om verdensherredømme eller dele deraf.
