Leder du efter Det Udenrigspolitiske Selskabs hjemmeside? Vi har skiftet domæne. Klik dig ind på www.udenrigspolitik.dk

Udenrigs III 2019 Klumme

Viktor Orbán og hans allierede vil ikke vinde EU-valgene

Det vil ikke lykkes højrepopulisterne at gøre europaparlamentsvalget til en folkeafstemning om migration. Men der er bred enighed om en stram grænsepolitik.

Højrefløjspopulister tror, at vælgerne er langt mere optagede af indvandring, end tilfældet er. Demokratisk politik har brug for drama. Valg er en form for terapisessioner, hvor vælgerne konfronteres med deres værste frygt – en ny krig, demografisk sammenbrud, økonomisk krise, miljøkatastrofer – men bliver overbeviste om, at de har magt til at afværge ødelæggelsen. Alexis de Tocqueville observerede under sine rejser gennem USA i begyndelsen af det 19. århundrede, at ”som valget nærmer sig, bliver intriger mere aktive og agitation livlig og mere udbredt. Hele nationen kommer i en feberagtig tilstand … Så snart udfaldet står klart … bliver alt roligt, og floden, der for et øjeblik siden gik over sine bredder, vender fredeligt tilbage til sit naturlige leje.”

Hvis Tocqueville har ret, bliver EU snart til et ægte demokrati for øjnene af os. Valgene til Europa-Parlamentet, der traditionelt set er begivenhedsløse og kedelige, producerer for første gang den slags drama, der normalt er forbeholdt den nationale scene. Med to måneder tilbage inden afstemningen deler et flertal af europæerne en fornemmelse af, at noget vigtigt vil ske, og at der vil være et særligt sted i helvede forbeholdt de europæere, der ikke gider stemme. Men hvem får gavn af dette, når valgkampen er forbi?

Det er endnu for tidligt at afgøre. For øjeblikket har politikerne formået at overbevise et flertal af vælgere om, at Europa befinder sig på kanten af en katastrofe, men de har endnu ikke formået at overbevise dem om, at borgerne har magt til at afværge den.

Den vrede, som ’De gule veste’ (Gilets jaunes) demonstrerer, deles af mange mennesker på tværs af EU-landene, men de kommende europaparlamentsvalg bliver ikke en gentagelse af Brexit-folkeafstemningen af én simpel grund: Intet større populistisk parti (hverken på højre- eller venstrefløjen) er i dag åbent fortaler for at forlade unionen eller euroen. Disse valg bliver heller ikke en gentagelse af anden runde af det franske præsidentvalg i 2017, som Emmanuel Macron vandt.

Få adgang til UDENRIGS.DK

Gratis prøveabonnement i 30 dage

Få adgang til Udenrigs

TEGN ABONNEMENT
Allerede bruger? Log ind her