Valget til Europa-Parlamentet kan blive begyndelsen til en mere fælleseuropæisk politisk kultur. Ironisk nok er den udvikling særligt drevet af de nationalistiske kræfter, der ivrigt samarbejder med hinanden over grænserne.
Hvordan vil de højrenationalistiske partier fungere i Europa-Parlamentet set i lyset af erfaringen med de danske modstandere af det europæiske samarbejde? Det ser ud til, at briterne alligevel deltager i valget til EU-parlamentet 26. maj, men kun proformaog formentlig kun for en tid. Hvordan det spænder af, er umuligt at forudsige, selv om det bliver kompliceret at lukke mere eller mindre modvillige britiske parlamentarikere ind i det det, som har udviklet til et repræsentativt organ med rigtig magt. Men uanset hvordan det går med briterne i EU, ser det ud til, at de to store partiers dominans, det konservative European People’s Party (EPP) og socialisternes Socialists and Democrats (S&D) vil blive brudt, og at højrenationalistiske partier, der vil begrænse EU, vinder valget.
Paradoksalt nok er det nu modstanderne af EU, der opererer politisk på tværs af grænserne. Det tydeligste eksempel er den italienske indenrigsminister Matteo Salvinis opfordring til de ’gule veste’ i Frankrig om at vælte præsident Emmanuel Macron hurtigst muligt. Denne fremgangsmåde har den meget proeuropæiske Macron kun haft fantasi til at besvare med gammeldags midler for omgangen mellem stater ved at hjemkalde den franske ambassadør i Rom. Det er lykkedes den italienske præsident Sergio Mattarella at lappe lidt på krisen mellem landene. Tilbage står dog at det nu er ’antieuropæerne’ der driver grænseoverskridende europæisk politik, mens ’proeuropæerne’ tænker og handler traditionelt nationalt og mellemstatsligt. Bortset fra de grønne partier, som står til stor fremgang på socialisternes bekostning.
På den baggrund er det helt logisk, at Matteo Salvini bestræber sig på at skabe en ’Europæisk Alliance for Folk og Nationer’ forud for valget til Europa-Parlamentet 26. maj 2019. Matteo Salvini inviterede fire partier til møde i Milano 8. april 2019, hans egen Lega (tidligere Lega Nord), De Sanna Finner, Alternative für Deutschland og Dansk Folkeparti. Disse fire partier er i øjeblikket medlemmer af forskellige grupper i parlamentet, men det ser ud til at det er lykkedes dem at skabe én stor højrenational gruppe. Freiheitliche Partei Östereichs, FPÖ, Marine Le Pens franske ’National Samling’ (Rassemblement National), Vlaams Belang fra Belgien og Estlands Konservative Folkeparti meddelte 19. april, at de tilslutter sig gruppen. Hvis Viktor Orbáns Fidesz også går med sammen med det polske regeringsparti, Lov og Retfærdighed (PiS) og Geert Wilders’ nederlandske Frihedsparti, bliver nationalisterne den største gruppe i Parlamentet.
Måske bliver de endda støttet af Nigel Farages nye parti Brexit, i hvert fald for en tid. Han har netop annonceret at ville stille op til det britiske spøgelsesvalg 26. maj. Godt nok for at sikre UK’s udtræden, men da valgmetoden er proportional, har den trænede politiker mulighed for at vinde over de to store partier, de Konservative og Labour. Det var udsigten til det, der i 2016 fik David Cameron til at udskrive den fatale folkeafstemning om EU. Det nederlag, de konservative frygtede, kan nu på ironisk vis blive en realitet, fordi briterne ikke kan bestemme sig og har udskudt afgørelsen om udtræden, foreløbig til 31. oktober, og derfor skal afholde valget til EU-Parlamentet.
