Valget til Europa-Parlamentet kan blive begyndelsen til en mere fælleseuropæisk politisk kultur. Ironisk nok er den udvikling særligt drevet af de nationalistiske kræfter, der ivrigt samarbejder med hinanden over grænserne.
Hvordan vil de højrenationalistiske partier fungere i Europa-Parlamentet set i lyset af erfaringen med de danske modstandere af det europæiske samarbejde? Det ser ud til, at briterne alligevel deltager i valget til EU-parlamentet 26. maj, men kun proforma og formentlig kun for en tid. Hvordan det spænder af, er umuligt at forudsige, selv om det bliver kompliceret at lukke mere eller mindre modvillige britiske parlamentarikere ind i det det, som har udviklet til et repræsentativt organ med rigtig magt. Men uanset hvordan det går med briterne i EU, ser det ud til, at de to store partiers dominans, det konservative European People’s Party (EPP) og socialisternes Socialists and Democrats (S&D) vil blive brudt, og at højrenationalistiske partier, der vil begrænse EU, vinder valget.
Paradoksalt nok er det nu modstanderne af EU, der opererer politisk på tværs af grænserne. Det tydeligste eksempel er den italienske indenrigsminister Matteo Salvinis opfordring til de ’gule veste’ i Frankrig om at vælte præsident Emmanuel Macron hurtigst muligt. Denne fremgangsmåde har den meget proeuropæiske Macron kun haft fantasi til at besvare med gammeldags midler for omgangen mellem stater ved at hjemkalde den franske ambassadør i Rom. Det er lykkedes den italienske præsident Sergio Mattarella at lappe lidt på krisen mellem landene. Tilbage står dog at det nu er ’antieuropæerne’ der driver grænseoverskridende europæisk politik, mens ’proeuropæerne’ tænker og handler traditionelt nationalt og mellemstatsligt. Bortset fra de grønne partier, som står til stor fremgang på socialisternes bekostning.
