Komintern arbejdede aktivt for at undergrave og destabilisere de øvrige europæiske lande. Gruppen blev nedlagt i 1943 – men dens tankegods og arbejdsmetoder lever videre i Rusland i dag.
For godt hundrede år siden – 2. marts 1919 – mødtes en skare revolutionære socialister i Kreml for på Vladimir Lenins forlangende at grundlægge den såkaldte Tredje Interntrionale, bedre kendt som Komintern. Ganske vist var revolutionen forinden slået fejl i Tyskland, men den nys overståede Første Verdenskrig havde styrtet hele tre imperier i grus til fordel for et nyt Sovjetrusland og en serie europæiske småstater. Lenin tænkte, at der måtte smedes revolution i Tyskland nu, mens jernet var varmt. Overordnet var det hans mål at gøre den nye organisation til ”verdensrevolutionens generalstab” (hvilket også er titlen på den glimrende bog herom af Niels Erik Rosenfeldt fra 2011). Den tyske delegerede Hugo Eberlein var loren, men Lenin lovede de tilstedeværende kammerater, at de snart ville opleve ”en verdensføderation af sovjetter” (det vil sige ’råd’ – Lenins spin for at skjule partidiktaturet).
Kort efter blev Ungarn vitterlig til en bolsjevikisk rådsrepublik, så fulgte Bayern. Men begge steder blev de rullet tilbage i løbet af 1919. Det animerede Lenin til året efter at bolsjevisere Komintern gennem de berygtede 21 optagelsesbetingelser, der gjorde alle Kominterns medlemspartier til simple sektioner af hans eget parti, formelt kaldet sektioner af Komintern, såsom Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Sektionerne blev pålagt at have hemmelige cellestrukturer, jævnligt at foretage udrensninger, og de havde at rette ind, når Kominterns eksekutivkomite, kendt som EKKI, udstedte direktiver. EKKI var kun den nominelle ledelse, i praksis udgik ordrerne fra Lenin og hans håndlanger i Komintern, bolsjevikken Grigorij Zinovjev, Kominterns første officielle lederskikkelse.
Ergo var Komintern allerede i 1920 et Kreml-styret verdensomspændende og professionelt undergravende foretagende – en art Blekingegadebande, blot i meget stor skala. Parallelt med, at Lenin radikaliserede sit hjemlands politiske kultur ved at gøre partiet til en religiøs autoritet, radikaliserede han alverdens kommunistpartier ved at tvinge dem ind i lydighed over for det sovjetiske moderparti. Lenins arvtager Josef Stalin gav denne revolution i strategisk kultur en tand mere gennem den berygtede prøvestensdoktrin fra 1927. Den gjorde ”forsvaret af Sovjetunionen” som alle arbejdende befolkningers fædreland til ”kendetegnet på en sand revolutionær og internationalist”, (som Stalin skrev i Sotjinenia i 1949.) Komintern-kulturen forpligtede således alverdens kommunister til principielt – og på forlangende konkret – at gøre sig til agenter for Sovjetunionen – det vil sige Stalin – og eventuelt svigte deres eget fædreland. Jeg ved fra min egen politiske ungdom, at hjemlige DKP’ere, der endte som maoister, var skolede i prøvestensdoktrinen. Den var ifølge Robert A. Jones også et vigtigt disciplineringsredskab over for de ”folkedemokratier”, der opstod i Østeuropa efter krigen. Via frigivne sovjetiske arkivalier ved vi i dag, at Komintern rådede over et bruttoapparat på små 16.000 personer; at man fra sovjetisk side helt frem til ophøret af Den Kolde Krig støttede alverdens kommunistpartier med klækkelige pengeoverførsler, samt at organisationen blev brugt af den sovjetiske militære og politiske udlandsspionage til at udføre diverse hemmelige missioner.
Ergo var Komintern allerede i 1920 et Kreml-styret verdensomspændende og professionelt undergravende foretagende – en art Blekinge-gadebande, blot i meget stor skala.
