Krigen mod terror er ikke slut, selv om Osama bin Laden er død og Islamisk Stats territorium i Syrien og Irak generobret. Den globale terrortrussel minder om lokale konfliktmønstre under Den Kolde Krig, så som forebyggende tiltag bør vi tage i lære af historien.
Den 11. september 2001 kom bag på de fleste. De tragiske begivenheder pegede på en skrøbelighed i de liberale demokratier, som den amerikanske politolog Francis Fukuyama havde udråbt som den sejrende part efter Berlinmurens fald. Det, han ved en forelæsning ved Chicago Universitet havde benævnt som ”the end of history”, måtte aflyses, selvom ideen meget hurtigt havde vundet genklang både bredt blandt fagdisciplinen international politiks udøvere og vestlige landes politikere.
Nu, 30 år efter, fremstår det klart, at den frie verdens sejr for alvor må udskydes på ubekendt tid. En del af forklaringen er den form, som den globale terrorisme og krigen mod jihadistisk terror antager i anno 2019 – en konflikt, der indleder sit attende år.
Ikke nok med, at vesten er konfronteret med en trusselstype, der genstridigt bliver ved med at poppe op i nye former, og derved bliver ved med at overraske os. Vi har også opbygget en uvirksom ”håndteringstradition”, hvor interventioner og militære operationer ikke rigtig formår at inddæmme konflikterne, men forskyder dem til nye områder, eller får bevægelser som Al-Qaeda og Islamisk Stat til at antage nye former.
Vi er en del af et uheldigt sikkerhedsdilemma i den globale konflikt med jihadisterne: Vi siger, vi handler i forsvar for liberale værdier, og de siger, de handler i forsvar for religion.
