Den Afrikanske Unions ønske om at skabe ”afrikanske løsninger på afrikanske problemer” er endnu ikke blevet realiseret, og AU’s medlemsstater bruger i stigende grad ad hoc-missioner i sikkerhedsspørgsmål. Mens de snævre koalitioner med en lead-nation måske kan agere hurtigere, er risikoen, at landenes politiske interesser kommer til at veje tungere end fredsbevarelsen.
”Fred er målet, som alle nationer bør stræbe efter, og hvor dette bryder sammen, må der anvendes internationalt aftalte og ikke-voldelige mekanismer, herunder effektive våbenkontrolregimer.”
Nelson Mandelas vision for fremtidens sikkerhedsarkitektur kom på bagkant af folkemordet i Rwanda i 1994 og det internationale samfunds fejlslagne forsøg på at løse konflikten i Somalia.
Håbet var, at der i Afrika kunne skabes et effektivt og normativt baseret sæt af værktøjer, der både kunne forebygge og om nødvendigt stoppe konflikter og ustabilitet med magt.
Denne vision har vist sig svær at implementere i praksis, og selvom de afrikanske lande har deployeret en række politiske og militære missioner siden da, viser den nuværende konflikt i Sudan, kuppene i Vestafrika og de fortsatte konflikter i Mozambique, Somalia, DR. Congo og Den Centralafrikanske Republik hvor lang vej der er, til at Mandelas vision er virkelighed.
