De franskledede militære operationer i Mali, Burkina Faso og Niger har slået fejl. Sikkerhedssituationen i Sahel regionen er til stadighed dyster, og derfor har landenes militærjuntaer nu sparket Frankrig ud og åbnet døren på klem for nye venskaber med blandt andet Rusland.
Det startede i Mali.
Efter ni års militær tilstedeværelse forlod den franskledede Operation Serval i februar 2022 Bamakos lufthavn og satte kurs mod Paris.
Hvis de franske soldater under udflyvningen fra den maliske hovedstad tittede ud ad de små, runde flyvinduer, kunne de på landjorden under sig ane tusindvis af vrede maliere, som i Bamakos gader havde samlet sig i fælles front mod den tidligere kolonimagt.
Papskilte med billeder af Frankrigs ellers så billedskønne præsident, Emmanuel Macron, blev hurtigt spist af dansende flammer, mens en enkelt demonstrant viftede med det franske tricolore, dekoreret med et sort dødningehoved.