Der skal mere end blot jura til for at bremse Kina i sit nærområde. Det
har Filippinerne lært på den hårde måde. Omverdenen – også Vesten –
må støtte op med mere overvågning og kontrol på havet.
Det er en mærkeligt tom følelse, når Filippinerne hvert år den 12. juli fejrer vores
største udenrigspolitiske sejr i nyere tid – afgørelsen om striden i Det
Sydkinesiske Hav.
I 2016 dømte en havretsvoldgiftsdomstol i Haag til fordel for Filippinerne i en sag
mod Kina. Sagen handlede om en række rev i Det Sydkinesiske Hav. Kina krævede
90 procent af territoriet og havde gennem længere tid bygget betonfundamenter og
militære strukturer ude på revene. Desuden havde kinesiske skibe sejlet tæt på
filippinske både, hvilket forhindrede filippinerne i at fiske og søge efter olie i
området.
Dommen fra Haag var klar: Kina har ingen krav på territoriet, og landet har
derudover overtrådt international lov ved at “have foretaget uoprettelig skade på
havmiljøet, bragt filippinske fiskere i fare og forstyrret filippinsk fiskeri og
olieeftersøgning.”
Afgørelsen var vigtig. Men i dag, syv år efter, har den ikke rykket meget ved
virkeligheden. Derfor hævdede den danske ambassadør i Filippinerne, Franz-
Michael Mellbin, i en klumme i Manila Times på jubilæumsdagen, at der ”intet var at
fejre.”
