EU har uhyre svært ved at tackle og modgå den anti-demokratiske tilbagefald, som vi ser i en række lande i Øst- og Centraleuropa. Det er en fare, der er værre end Brexit, fordi den rammer selve kernen af EU’s værdier: Demokratiet.
Er det rimeligt, at en polak eller tjekke, der køber en cola eller en flaske shampoo, får en ringere vare end en tysker fra Berlin, hvis produktet markedsføres som nøjagtig det samme? Østeuropæerne har i årevis måttet acceptere, at varer, der blev solgt i deres supermarkeder, var af dårligere kvalitet og simpelthen indeholdt andre – (ringere) – ingredienser end den samme vare solgt i Vesteuropa. Tag fisk fra mærket Iglo. Dette produkt indeholdt syv procent mindre fisk, når det blev solgt i et tjekkisk supermarked end i et tysk. Det har EU heldigvis nu rettet op på ved – inden for EU – at forbyde firmaer at markedsføre produkter som de samme, når de reelt ikke er det. Den ulige fødevarevarestandard er længe blevet set som et eksempel på, at der, på trods af den efterhånden 15 år gamle østudvidelse, stadig er en mental mur ned igennem Europa, hvor borgere i de central- og østeuropæiske lande behandles som andenrangsborgere. Central- og østeuropæerne er imidlertid også andenrangsborgere, når det handler om demokrati og retsstat. Mange af de lande, der efter Berlinmurens fald og kommunismens sammenbrud omfavnede demokratiet, vender i disse år i stigende grad det klassiske liberale demokrati ryggen og unddrager dermed deres borgere den frihed og retssikkerhed, de aspirerede til under de fredelige oprør efter 1989 og den senere optagelse i EU. I modsætning til spørgsmålet om fødevarestandarder har EU nemlig været nærmest handlingslammet, når det kommer til at værne om det vigtigste af alt: demokratiet.
Hvorfor står vi overfor det såkaldte demokratiske ’tilbagefald’, som vi ser i visse dele af Europa i disse år, og hvad er baggrunden for og betydningen af EU’s manglende evne til at forsvare de liberale værdier, som fællesskabet bygger på? Hvorfor er det så vanskeligt for EU at stå op for sine egne demokratiske principper, og hvilke konsekvenser kan dette få for hele det europæiske samarbejde? Der vil samtidig blive argumenteret for, at nye begreber om hvad demokrati er og bør være i nogle af de centraleuropæiske lande, udgør en af de alvorligste udfordringer for EU siden Berlinmurens fald.
Ifølge den amerikanske tænketank Freedom House’s rapport ’Freedom in the World 2019’, er Ungarn i dag ikke længere et demokrati.
Det er en udfordring, der langt overgår migrations- og finanskriser eller Brexit, fordi det liberale demokrati udgør selve fundamentet for den europæiske klub, vi alle er medlem af. Hvis fundamentet vakler, fordi nogle lande ikke længere opfatter sig som liberale (og ikke mindst får lov til gradvist at omdefinere fællesskabets grundlag uden modstand fra EU’s ledere), mister selve samarbejdet sin raison d’être. Vicekommissær for Kommissionen Frans Timmermans formulerede det meget præcist ved lanceringen af Kommissionens nye ’rule of law’-udspil om retsstatsprincippet 3. april 2019. Han understregede, at de liberale grundværdier, som både er klare i EU-traktatens artikel 2, men som også de såkaldte københavnerkriterier, som alle lande skal tilslutte sig, før de kan blive optaget i EU, er helt afgørende, fordi de definerer, ’hvem vi er’ som fællesskab. Sagt på en anden måde finder en værdikamp i disse år sted, om hvorvidt det europæiske samarbejde fortsat skal hvile på de liberale værdier, som har defineret fællesskabet siden dets start, eller om disse blandt andet på grund af fællesskabets nye og langt større diversitet bør skippes til fordel for andre principper.
