Europa-Parlamentet bliver vigtigere end nogensinde. Efter Brexit, med en verdensorden i opløsning og på vej ind i den største rokade på
toppen, som EU har været igennem i årtier, er valget vitterligt et førsterangsvalg med store konsekvenser.
Da godt fire millioner danskere modtog deres valgkort i maj måneds europaparlamentsvalg, fik de mulighed for at deltage i en begivenhed med skelsættende betydning for EU’s fremtidige udvikling. Ikke desto mindre stod valget næppe helt så centralt på mange vælgeres radar. En repræsentativ meningsmåling foretaget af YouGov for Tænketanken Europa i januar med 2.028 respondenter viste, at blot 2 procent af danskerne vidste, at Danmark ved valget kunne sende 14 kandidater til Bruxelles. Denne artikel tager udgangspunkt i dette skisma og ser nærmere på, hvad der motiverede danskerne forud for europaparlamentsvalget.
Denne gang er det (måske) anderledes…
Når et europaparlamentsvalg nærmer sig, er der en tendens til, at kommentatorer og eksperter ser netop det kommende valg som særlig vigtigt.
Hvis vi ser på de tre forudgående valg, var valget i 2004 således særligt vigtigt, fordi det var det første efter EU’s store udvidelse med ti central- og østeuropæiske lande. Valget i 2009 kom midt i en finanskrise og ovenpå den forliste forfatningstraktat og Lissabontraktaten tilblivelse. I 2014 var det så finanskrisens efterdønninger, populistisk vælgerfremgang samt det nye spidskandidatprojekt, hvor parlamentet fik afgørende indflydelse på valget af kommissionsformand, der gjorde valget til noget særligt i kommentatorsporet. Når førende eksperter i dag er enige om, at også det kommende europaparlamentsvalg er særligt vigtigt, skyldes det en række sammenfaldende omstændigheder, der i hvert fald på papiret reelt er skelsættende for EU.
