”Det er en af diplomatiets basale erkendelser, at en nations selvbillede sjældent stemmer helt overens med andre landes billeder af nationen…”. Det sagde den tyske historiker og udenrigskorrespondent Christoph von Marschall i et interview med journalist Jesper Vind i Weekendavisen 1. marts 2019.
Historikeren talte om sit eget land, men det kunne lige så godt have handlet om Danmark. Den udfordring har professor Martin Marcussen og ambassadør Svend Roed Nielsen taget op i På mission i Danmark – diplomatisk tiltrækningskraft til debat.
I bogen gøres der op med myten om, at Danmark er et åbent, let tilgængeligt og gennemsigtigt samfund, også for diplomater. ”Selv trænede diplomater finder det vanskeligt at komme til at møde danskere”, sagde Martin Marcussen i Deadline på DR1 i februar, hvor bogens to forfattere blev interviewet.