Oppositionslederen Svetlana Tikhanovskaja er lige så smuk og sårbar som det hviderussiske folk, der forsøger at bekæmpe landets brutale diktator med fredelige protester og kærlighed.
I skrivende stund (28. august 2020, red.) er det uvist, om revolutionen i Hviderusland (Belarus) resulterer i, at landets mangeårige diktator, Aleksandr Lukasjenko, bliver tvunget til at gå af. Eller om Lukasjenko formår at knuse protestbevægelsen. Eller om protesterne fortsætter i det uendelige, mens diktatoren alligevel beholder magten.
Uanset udfaldet må vi løfte på hatten for hviderusserne, der kæmper en ulige kamp mod det brutale og primitive diktaturstyre i deres elskede land. De gør det, fordi deres ”hjerter kræver forandring”, som det hedder i en af de sange, der bliver spillet allermest i Hvideruslands gader.
For det er kærlighed, der driver det hviderussiske folk. Kærligheden til deres land. Og til deres nærmeste. Således vil oppositionslederen Svetlana Tikhanovskaja bygge et demokratisk, frit og rigt samfund op. Men hun vil også have sin mand Sergej ud af Lukasjenkos fængsel. Tikhanovskaja er ikke kun oppositionens håb. Hun er også det perfekte symbol på den hviderussiske kærlighedsrevolution. Hun er svag, men alligevel stærk. Sårbar, men udholdende.
Hun lukker øjnene og tager dybe indåndinger, når tilhængerne og journalisterne ikke kan se hende. Hver dag må hun overvinde sig selv og finde kræfterne til at fortsætte kampen. Det samme gør tusindvis af demonstranter, der står over for den voldsomme ordensmagt, og arbejdere, der forsøger at strejke på fabrikkerne og i minerne.
