Kære Udenrigspolitiske Selskab
I aften er en af de helt særlige aftner for mig. Jeg har glædet mig uhyre meget til at komme til netop denne særlige visning. Siden jeg indledte nogle research-samtaler med Ulrik Andreas Federspiel for halvandet års tid siden, har idéen om denne visning for jer her i aften været på tegnebrættet. Og nu er vi her.
I er potentielt de største kritikere af sådan en film her. I er de tunge folk. De hårde hunde. Som instruktør af en film om én af de mest markante diplomater i vort lands historie, så både frygter og længes jeg efter, at I skal se den. Denne film handler om en af jer.
Jeg husker, da jeg tog de første skridt med filmen her, det er fem år siden. Jeg tænkte: en film om diplomati? Hvad er diplomati? Hvad definerer det?
Det gør pokerfjæs, det usagte, og det, at følelser ikke styrer begivenhederne. Tværtimod er diplomati forbundet med et køligt analytisk blik. Det er der jo ikke ligefrem meget James Bond i, vel? Når man skal lave en film, skal man have følelser og gang i den. Ikke køligt overblik. Men hør nu videre.
Jeg stødte på Henrik Kauffmanns navn i forbindelse med min forrige spillefilm ’Idealisten’, om flystyrtet på Thulebasen 21. januar 1968. I min undersøgelse af, hvorfor amerikanerne har en militærbase på Grønland, stødte jeg på Bo Lidegaards disputats ’I Kongens Navn’ fra midten af 1990’erne. I mellemtiden har han udsendt en ny bog om Henrik Kauffmann, her i maj, som kun er på 400 sider, men jeg åd denne her 800-siders murstensbog i én mundfuld og blev fuldkommen blæst bagover af især Henrik Kauffmanns enegang. Det, at en gesandt på et af de allerfarligste tidspunkter i Danmarks nyere historie, tillader sig, ene mand, at tage hele Danmarks skæbne i sin egen hånd og satse. Satse på, at nazisterne taber, satse på, at Danmark skal forlade tunnelsynet mod Berlin, som han mente, vi havde, og i stedet orientere os mod USA, som i Kauffmanns øjne ville blive den nye supermagt efter Anden Verdenskrig. Han satsede på et farvel til den danske neutralitet til fordel for internationale alliancer, og han satsede på, at han ville blive taget til nåde igen efter at have underskrevet Grønlandsaftalen – tilmed i kongens navn. Hold nu kæft, en vild og kompromisløs punkrock-diplomat. Jeg var dybt provokeret, men også meget draget af ham.
