Ændringer i klimaet har været en vigtig faktor i hele menneskehedens historie – og har i høj grad også præget vores egen udvikling. Men det er vigtigt ikke at overdrive deres betydning for enkeltbegivenheder.
Det var januar 1658. Storebælt var frosset til og den svenske kong Karl X Gustav stod på Fyn. Efter devisen ”hvo intet vover…” beordrede han dristigt sin hær til at marchere over isen. Danmarkshistorien var for altid ændret. Skåne, Halland og Blekinge gik tabt i fredsforhandlingerne, og det danske monarki blev offer for klimaets historiske luner. Mens historikere i stigende omfang er begyndt at interessere sig for klimaets indflydelse på udviklingen, så fokuserer man ofte på de negative konsekvenser. Katastrofer er i det tematiske sigte.
Her passer det danske eksempel nærmest som fod i hose. I dag vil man sige, at det var den såkaldte lille istid, som var skyld i miseren. Gennem årtier har arkæologer og historikere tålmodigt gransket naturens egne arkiver for oplysninger om vejrforholdene. Man startede med studier af træernes årringe, mens de senere års klimaforskning har tilføjet mosesedimenter og iskerner fra gletsjere. Det har efterhånden gjort det muligt at etablere lange tidsserier over klimaets udvikling, som har afsløret en relativ kuldeperiode fra middelalderen indtil 1700-tallet. Den kulminerede netop i de år, hvor bælterne frøs til is under Svenskekrigen (1657-1660). Men hvad der var uheldigt for den danske konge, var jo derimod en mulighed for den svenske.
Imperier i med- og modvind
Karl Gustav var imidlertid ikke nødvendigvis den første erobrer til sejrrigt at vandre ud på den lille istids vover. Før ham var det muligvis mongolerne, og endda i endnu større skala. På det seneste er det blevet foreslået, at de spektakulære mongolske erobringer under Djengis Khan (1162-1227) og hans efterfølgere var resultatet af kuldeperiodens begyndelse. Det køligere vejr affødte mere regn på de vidstrakte centralasiatiske stepper, hvor mongolerne bedrev deres nomadiske livsstil. Det udvidede græsningsområderne. Ikke blot betød det, at mongolerne rykkede nærmere på de tættere befolkede agerbrugsområder syd for steppen i hele Eurasiens bredde, de kunne også understøtte langt større hestehold end før. Det blev afgørende: Med rådighed over nærmest uendelige forsyninger af heste var mongolernes kavaleri næsten uimodståeligt for de bofaste monarkier. Ét efter ét faldt de for steppens hurtige hesteberedne og bueskydende krigere, indtil den mongolske khans bud løb fra Sydkina til Europas tærskel.
