Leder du efter Det Udenrigspolitiske Selskabs hjemmeside? Vi har skiftet domæne. Klik dig ind på www.udenrigspolitik.dk

Udenrigs IIII 2020 Klumme

Verden – og Danmark – står ved en korsvej

Hvilken verden vil vi give videre til de generationer, der følger efter os? En mere sikker verden. En grønnere og mere bæredygtig verden. En mere lige og velstående verden, hvor flere løftes ud af fattigdom og får del i den velstand, vi skaber sammen. Og en mere retfærdig verden, hvor demokrati og menneskerettigheder vinder frem.

At give en bedre verden videre er den generationskontrakt, vi skal overholde. Det, vi bliver målt på – og skal måles på – af de generationer, der følger efter os.

Siden Anden Verdenskrig har skiftende generationer givet stafetten videre med rank ryg. Verdens gang har aldrig været lineær. Langtfra. Men hver generation har bragt verden fremad: Millioner løftet ud af fattigdom, demokrati og menneskerettigheder slog rod fra Sydamerika og Sydøstasien. For første gang i 75 år er der nu en reel risiko for, at vi bryder generationskontrakten. At vi giver en verden videre, hvor udfordringerne er større og regningen dyrere, end da min egen generation overtog roret.

Den regelbaserede internationale orden, som er afgørende for Danmarks tryghed og velstand, slår sprækker. Rivaliseringen mellem USA og Kina bliver stadig mere omsiggribende – fra WTO til WHO, fra værdikæder til værdipolitik. Årtiers fremskridt for demokrati og menneskerettigheder er under pres og flere steder på retur. Klimakrisen trænger sig på med ildevarslende hast. Vi ser de største flygtningestrømme i syv årtier. Og mens nye trusler blusser op i cyberspace, buldrer den gamle sikkerhedspolitik tilbage fra fortiden: brug af kemiske våben mod civile, kyniske forsøg på at gentegne landegrænser med rå magt, nedrustningsaftaler afløses af trusler om våbenkapløb.

Tendenserne er blevet skærpet af COVID-19-pandemien. Krisen har intensiveret stormagtrivaliseringen. Øget byrden på Europas i forvejen belastede nærområder. Krisen har opbrudt værdikæder og ramt dansk eksport, der tegner sig for omkring 800.000 danske arbejdspladser. Og selvom vi stadig holder den grønne fane højt i Danmark, truer den økonomiske krise med at udskyde verdens bydende nødvendige grønne omstilling. Endelig har analyseinstituttet Freedom House observeret demokratiske tilbageskridt i 80 – 80! – lande verden over under COVID-19.

Få adgang til UDENRIGS.DK

Gratis prøveabonnement i 30 dage

Få adgang til Udenrigs

TEGN ABONNEMENT
Allerede bruger? Log ind her