Verdensorganisationen har skabt stadig stærkere fælles fodslag og er en nødvendig playmaker for den fælles indsats for at undgå farlige menneskeskabte temperaturændringer.
I 1992 på Rio-topmødet om bæredygtig udvikling blev FN’s Klimakonvention indgået, og verdens lande tilsluttede sig her et ultimativt mål om at begrænse menneskelige påvirkninger af klimaet, så farlige påvirkninger undgås. Hvad ’farlige påvirkninger’ egentlig betød, var ikke yderligere specificeret på det tidspunkt.
Det var ikke så overraskende, at netop FN var rammen for klimaaftalen, da klima i sin karakter hører til blandt verdens mest ’FN-agtige’ problemstillinger. Klimaet er nemlig et fælles gode, hvor alle landes drivhusgasudslip – uanset hvor kilderne er lokaliseret – bidrager til koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren og dermed til klimaændringer. Vi rammes alle af klimaændringerne, og en mærkbar reduktion af ændringerne kræver, at verdens lande samlet gør en indsats. Der er på den måde meget stærke argumenter for at handle sammen i FN-regi. Modsat kan de samme argumenter desværre lige så vel føre til, at nogle lande ser en fordel i at vente på, at andre gør arbejdet, uden selv at skulle bidrage. På dén måde er FN umådeligt udfordret.
På fagsprog taler man om, at klimaet er et fælles offentligt gode, som ingen kan udelukkes fra, og at offentlige goder er svære at regulere, fordi involverede partner kan drage fordel af at være såkaldte ’free riders’, som ikke bidrager til løsninger, men får gratis gevinst af andres indsats.
