Den sekulære pave, verdens moralske kompas, diplomaten over alle diplomater. Der er blevet hæftet mange fine ord og titler på FN’s generalsekretær gennem tiderne. Men alle, der har fået posten, er blevet valgt ud fra forventningen om, at de ikke generer nogle af de store lande. Den nuværende generalsekretær fik en sværere start end de fleste.
Mindre end tre uger efter, at António Guterres var rykket ind i det store hjørnekontor på 38. etage i FN-hovedkvarteret i New York, indtog Donald Trump Det Hvide Hus i Washington. På det tidspunkt havde de to allerede talt sammen. USA’s kommende præsident var en af de første, den nye generalsekretær ringede til.
Siden da har en stor del af generalsekretærens arbejde handlet om at fastholde USA som spiller på den multilaterale bane. Og selv om listen over aftaler og organisationer, som USA under Trump har trukket sig ud af, er lang, så er USA stadigt til stede i FN, og forholdet mellem dem kunne faktisk have været værre.
Den del af opgaven får Guterres topkarakterer for. Ingen kunne have gjort det bedre, lyder vurderingen fra tidligere og nuværende FN-diplomater. Guterres har dygtigt brugt den igangværende reformproces til at signalere, at der bliver lyttet til de amerikanske krav om besparelser og effektiviseringer.
Men på andre områder har Guterres indtil videre skuffet. Han har endnu ikke fundet sin stemme, og den er der brug for i krisetider i en dybt splittet verden; Han er FN’s generalsekretær. Han burde være den, mennesker i hele verden kan finde støtte og håb hos, den stemme, man kan stole på. Og også en stemme, der kan skubbe verdens ledere i den rigtige retning. FN’s nuværende generalsekretær lyder stadig som det, han var engang: nemlig en politiker i et lille land, der passer på, hvad han siger til de store og stærke. Han er på en måde blevet fikseret af forholdet til USA.
