Det internationale system er centreret om territorialstater, og deres suveræ- nitet stammer fra den westfalske fred i 1648.
Det internationale system af europæiske stater opstod med fredsslutningen efter trediveårskrigen i 1648. Den westfalske fred blev underskrevet nær de nederlandske provinser, der havde kæmpet sig fri af det spanske herredømme i en firs år lang krig, hvis sidste årtier faldt sammen med trediveårskrigen mellem de protestantiske tyske fyrster og den katolske kejser i Wien af huset Habsburg.
Forhandlingerne, der varede to år, foregik mellem Sverige, Frankrig og kejser Ferdinand III, mens Spanien og Nederlandene forhandlede separat. Sveriges diplomater boede i Osnabrück, mens deres franske modparter holdt til i Münster. De første møder foregik i byen Ladbergen midt imellem, i det endnu eksisterende Gasthaus zur Post.
Det sejrrige Sverige var i 1640’erne den dominerende protestantiske magt i alliancen med det katolske Frankrig, men der var konflikt mellem Spanien og Frankrig om grænsen i Pyrenæerne og mellem Spanien og de protestantiske Nederlande. Derfor bestod fredsaftalen af tretten separate traktater, der gjorde territorial og religiøs suverænitet til grundlaget for international politik. Ifølge folkeretten, der blev grundlagt af nederlænderen Hugo Grotius i 1620’erne, betyder suverænitet, at en stat ikke skal tåle indblanding i sine indre anliggender fra andre stater. Siden det augsburgske kompromis i 1555 mellem den tysk-romerske kejser Karl V og de tyske fyrster betød det, at fyrstens religion skulle være landets religion, på latin ’cujus regio, ejus religio’. Reglen om ikkeindgriben blev grundlaget for international politik i de følgende århundreder, opretholdt gennem fredsslutninger og internationale konferencer, som Wien-kongressen 1814-15 og Fredskongresserne i Haag 1899 og 1907. Folkeforbundet og efterfølgeren Forenede Nationer satte disse møder i system, men bygger stadig på medlemsstaternes suverænitet. I FN’s pagt, der gælder for 193 stater, er dette udtrykt i artikel 2 om medlemmernes ligeberettigelse og bestemmelsen om ikke at gribe ind i forhold, der hører under en stats eget myndighedsområde (art. 2, stk. 7).
Ordet ’suverænitet’ er fransk og betyder ’overherredømme’. Middelalderens stater var i en vis forstand suveræne, men præget af overlappende herredømme. Derfor var de ikke stabi- le, som territorialstaterne blev det efter 1500. Ordet ‘stat’ kommer af ‘estat’, ‘estates’, og ‘stato’. Den italienske tænker Niccoló Machiavelli var en af de første til at bruge ordet ‘lo stato’ i ordets moderne betydning, i sit berømte – og berygtede – skrift Fyrsten fra 1516. Det hyppigst anvendte ord var ‘republik’ af latin res publica, men ordet ‘stat’ vandt, selv om flertallet af staterne efter moderne begreber var multinationale.
