Spørgsmålet om forholdet mellem videnskab og værdier er blusset op i både den internationale og danske debat. Desværre er debatten ofte stærkt simplificeret, og det skaber en urimelig mistillid til de forskere, som blander sig i den offentlige debat.
Det vakte stor debat, da 200 indflydelsesrige medicinske tidsskrifter i en fælles erklæring i november hævdede, at temperaturstigninger på over 1.5 grad ville medføre ”katastrofal skade for sundhed.” Debatten skyldes dog ikke så meget konstateringen, som at erklæringen også indeholdt markante opfordringer til en mere omfattende klimaindsats, der opsummeret lyder, at ”rigere lande er nødt til at nedskære udledninger hurtigere.”
Er dette en upassende blanding af videnskab og aktivisme? Er videnskaben delegitimeret som en autoritativ instans i samfundet, hvis forskere tager et standpunkt?
Den slags spørgsmål stilles i en række sager i dag: I USA er der for tiden politisk pres for at eliminere kurser i Critical Race Theory, som hævdes at være woke aktivisme i videnskabelig forklædning. I England har prominente forskere kritiseret BBC for at dække klimavidenskab med en misvisende balance. Også i Danmark har politikere, anført af Henrik Dahl og Morten Messerschmidt, anklaget forskningsmiljøer og individuelle forskere for overdreven aktivisme og pseudovidenskab.
De aktuelle debatter handler altså om forholdet mellem videnskab og værdier. Men egentlig fører de alle tilbage til klassiske videnskabsteoretiske spørgsmål. Selvom videnskabsteoretikerne er uenige om meget, er de nemlig nået frem til en række væsentlige pointer og principper. Desværre glimrer de ofte ved deres fravær i den offentlige debat.
