Universiteterne kan og bør spille en langt mere central rolle i den danske udenrigspolitik. Til gavn for både dem
og nationens interesser.
Dagens Danmark er både et produktionsland og et vidensbaseret samfund, og universiteterne er storleverandører af forskningsbaserede kompetencer og ny viden. Viden kan føre til magt og indflydelse i verden, og det burde være sådan, at danske universiteter spillede en fremtrædende rolle, når vi skal vurdere vores udenrigspolitiske påvirkningsmuligheder og vores evne til at byde ind med danske vinkler på internationale anliggender. Ingen af delene synes at være tæt på virkeligheden i dag.
Københavns Universitet og de øvrige danske universiteter leverer uddannelse og forskning på højeste niveau. Det er vigtige samfundsopgaver, men universiteterne kan anvendes til mere end det. De hører også til blandt landets kulturbærende og værdiskabende vidensinstitutioner, der er i stand til at tiltrække talent og international opmærksomhed.
Alligevel er det sjældent, at de danske universiteter optræder i udenrigspolitiske strategier og handlingsplaner. Det er et ærgerligt fravalg, dels fordi viden er blevet en kostbar konkurrencefaktor, dels fordi vores chancer for at tiltrække udenlandske talenter blandt andet afhænger af universiteternes tiltrækningskraft.
Vi har ellers gjort vores hjemmearbejde. I et langt sejt træk er det lykkes Danmark at udvikle universiteter, der kan måle sig med de bedste på verdensplan.
