Er whistleblowere skurke eller helte? Den juridiske behandling af whistleblowere har svinget meget. Tendensen i dag er, at fokus ligger på at beskytte whistleblowerne mere end de hemmelige oplysninger, de afslører. Men er pendulet svunget for langt?
Whistleblowing er et af tidens ord: Internationalt, ladet med spænding og med tråde ud til mange fortællinger om enkeltpersoner. Vi tager det bid for bid.
Ordet whistleblowing findes ikke i dansk oversættelse. Det har ellers været overvejet, om der i skrevne paragraffer og juridiske tekster kunne findes et dækkende ord på dansk. ”Fløjteblæser” er måske et sprogligt korrekt forslag, men det går ikke. ”Intern politibetjent” rammer måske noget af meningsindholdet i whistleblowing, men udtrykket er for meget af det gode. Det tætteste vi kommer, selvom det ikke bruges i dansk ret, er måske ”informant” – en person, der videregiver viden. I øvrigt ofte farlig viden.
Vi er dermed fremme ved spændingsdelen. Whistleblowing handler om afsløring af uregelmæssigheder og ulovligheder. Informanten er en insider, som underretter andre og ofte udeforstående om et problem eller en luren sag på de indre linjer. Der er dermed tale om en dobbelttydig rolle: En helt og en skurk på én og samme tid. Det er ikke en overraskelse, at et af de mest risikable whistleblower-felter er efterretningsområdet. Fra Danmark har vi den klassiske sag om Frank Grevil, en tidligere ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste. Den mest kendte whistleblower er desuden Edward Snowden, som også var forbundet til efterretningsbranchen. Vi vender tilbage til dem.
Whisteblowing er kontroversielt i den forstand, at de personer, der formidler farlig viden, typisk ser sig selv som personer, som agerer i en højere sags tjeneste. Det kan godt være, at de må bryde regler eller kodekser om tavshed, men de gør det for at afsløre ulovligheder, der er langt mere alvorlige. Den lille synd retfærdiggøres af, at whistlebloweren løfter sløret for en større synd.
