Coronakrisen har atter demonstreret den enorme værdi af forskning.
Men det politiske pres på forskere er alligevel intensiveret, og mange er bange for at udtale sig offentligt. Det er en utrolig farlig udvikling, som må vendes.
Skulle nogen have overset den samfundsmæssige betydning af vores mange forskeres arbejde, så har både coronapandemien og vor tids suverænt største udfordring med klimaforandringerne og en biodiversitet i frit fald understreget behovet, for at forskningen er fri og ikke udsættes for hverken politisk, industrielt eller økonomisk pres.
Derfor gik der chokbølger gennem det danske forskningsmiljø, da to politikere offentligt satte spørgsmålstegn ved navngivne forskeres arbejde og beskyldte dem for at drive aktivistisk forskning, og da Folketinget efterfølgende vedtog en erklæring, som nok skulle opfattes som en garanti for fri forskning, men som alene i sin form sendte et signal med en løftet pegefinger.
Både i forbindelse med uddelingen af L’Oreal priserne i september 2021 til tre unge lovende kvindelige forskere i Danmark og på en international konference ”Academic Freedom” i København den 29. oktober 2021, begge gange med UNESCO som medarrangør, blev der udtrykt både kritik og bekymring for politikernes lyst til at blande sig i, hvad forskere bør beskæftige sig med.
”Vi har brug for fuldstændig akademisk frihed. Vi ved ikke hvilke ideer, der er de revolutionerende, og hvis vi ikke lader dem komme frem, svigter vi vores oldebørn. Vi må stole på, at videnskaben sorterer de dårlige ideer fra,” understregede Professor Anja Cetti Andersen fra Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet.
