Et land kan vinde meget ved at have sin egen ’skole’ indenfor et videnskabeligt felt. I denne artikel beretter professor Ole Wæver om sine erfaringer med at skabe en skole, der brød med den daværende tradition for amerikansk dominans i international politik og satte Danmark på landkortet.
For små 15 år siden begyndte kinesiske forskere at beklage sig: Hvorfor er der ikke en ’kinesisk skole’ indenfor studiet af international politik? Der er en ’engelsk skole’ (med stor indflydelse siden 1970’erne) og sågar også en ’Københavnerskole’! Hvor absurd: Lille København er til stede med en skole, ikke store Kina.
Den videre historie i jagten på en kinesisk skole indenfor international politik er en vanvittigt interessant historie med mange fascinerende paradokser, men hvorfor mente mine kinesiske kolleger det var vigtigt at ”have” en skole? Dels var der tale om en slags marxistisk ekko, hvor man var opmærksom på, at viden er magt:
De dominerende teorier afspejler de herskende magtforhold i verden og bidrager også til at reproducere disse. Så det var ikke uden betydning, at stort set alle teorier om international politik dengang var og i dag er amerikanske. Dels afspejlede argumentet en mere direkte såret retfærdighedsfølelse: Kina fortjente sin plads som global magt og historisk civilisation. København derimod?
Dette lille kinesiske intermezzo rejser spørgsmålet i Danmark: Har det så givet os magt at have en Københavnerskole? Det kan vi diskutere på tre niveauer: som netværk/profil, som danske værdier/vinkler og som risiko.
