Kan ny teknologi afhjælpe verdens fattigdom? Med Danmark som foregangsland eksperimenterer en voksende gruppe aktører i udviklings- og udenrigsarbejdet i dag med nye teknologier. Udviklingen viser et stort potentiale – og mange risici.
For første gang i næsten et halvt århundrede stiger antallet af verdens fattige. En trist udvikling, der er blevet forstærket af pandemiens ulige effekter rundt om i verden, hvor hverken hjemmearbejde eller vacciner er en realitet.
I 2020 alene forventes pandemien at have sendt 100 millioner flere mennesker ud i fattigdom. I denne kontekst er tanken om en radikal forandring af udviklingsarbejdet gennem nye teknologier vokset frem.
Der er mange eksempler at tage af. I flygtningelejren Za’atari i Jordan har FN i flere år testet et system, hvor hundredtusindvis af flygtninge får nødhjælp ved at handle ind og scanne deres regnbuehinde eller iris i øjet ved kassen, som trækker pengene på en blockchain-konto for dem. I Ghana leverer det amerikanske startup-firma Zipline coronamedicin med droner til befolkningen i landområderne. FN’s flygtningeorganisation runder desuden snart en milepæl, når de biometrisk har registreret et tocifret antal millioner flygtninge rundt omkring i verden via iris-scanninger.
Vi er vant til, at rige lande som Danmark historisk har hjulpet fattige lande med viden om teknologi for at disse kan løfte deres industrier og samfund. I fremtiden vil det formentligt være omvendt. Mens vi herhjemme taler om og måske investerer i kryptovaluta såsom Bitcoin i forsøget på at tjene lidt på den nye digitalisering, foregår der lige nu voldsomme teknologiske forsøg i verdens fattigste lande.
