Verden, især Vesten, producerer mere og mere elektronisk affald. Det er et problem, og FN taler ligefrem om en tsunami af e-affald. Men for fattige lande i Afrika er det også en mulighed. Ghana viser vejen.
En familie, der beslutter sig for at få et større TV. Et ejendomskontor, der skal have ny printer og scanner. En teenager, der skal have den nyeste Iphone – og så også lige nye høretelefoner. Et pizzaria, der skal have udskiftet sine køleskabe. En skole, der skiller sig af med sine stationære computere. En kantine, der ikke kan få sin ovn til at tænde.
Hver eneste dag, måned og år samler der sig store bunker elektronisk affald. Især i Vesten, hvor konstant innovation, voksende efterspørgsel og stadig lavere priser har givet mange millioner mennesker nem adgang til alverdens devices – både i privaten og på arbejdet.
I en alarmistisk FN-rapport fra 2019 er det opgjort, at der hvert år bliver produceret op mod 50 milliarder stykker elektronik på verdensplan, og som konsekvens har der efterhånden samlet sig det, verdensfredsorganisationen både kalder “en tsunami af e-affald” og “den hurtigst voksende affaldsstrøm i verden”. Ifølge FN blev der smidt 54 millioner tons elektronisk affald ud i 2019. Det var en stigning på 21 procent fra 2014 og svarede til intet mindre end 7,3 kilo for hvert eneste menneske på jorden.
Prognoserne peger ovenikøbet kun i én retning: Stigningen fortsætter. Det gør e-affald til en global hastesag.
