Det er nu sidste udkald for at stække Kinas ambitioner om at blive verdens førende teknologimagt. Men det kræver en fundamental forandring af europæisk Kina-politik, der først og fremmest bør tage udgangspunkt i Kommunistpartiet som en global trussel mod den frie, vestlige orden.
Tidens helt store teknologifejde bliver i disse år udkæmpet med eksportregler, toldsatser og leverandørforbud. Det ses i den globale tvist om kinesiske Huawei, hvor kernespørgsmålet er, om firmaet på trods af anklager om spionage og militærforbindelser kan betros at levere de nye 5G-net i vestlige lande.
Teknologifejdens baggrund er i bund og grund lige så alvorlig, som når stater anvender patroner og panserværnsraketter. Europæisk frihed og suverænitet er på spil, og omdrejningspunktet er evnen til at behandle afgørende indenrigs- og udenrigspolitiske problemstillinger i et suverænt beslutningsrum, hvor enten det nationale parlament eller EU sætter rammerne.
Verden – made in China
Kampen for at være førende på avancerede teknologier, især på det digitale område, intensiveres således disse år. Det sker for at kunne veksle vigtige strategiske afhængigheder af leverancer af udstyr, viden og markedsadgang til politisk magt samt indflydelse på andres strategiske valg.
Det er både en ideologisk og sikkerhedspolitisk prioritet at have fod under eget bord i teknologifejden, uanset om man sidder i Beijing, Bruxelles eller København. Erkendelserne er dog ikke faldet i parallel alle steder.
