Bølgerne er gået højt i den danske debat om VM i fodbold i Qatar.
Centralt i kritikken og opfordringerne til boykot er, at landet igen og igen beskyldes for ikke at overholde internationale standarder for migrantarbejderes arbejdsvilkår og rettigheder. Men hvorfor har Qatar ikke fået styr på problemerne med migrantarbejdernes vilkår og dermed dæmpet kritikken?
Når man lander i Doha, passerer gennem den nybyggede lufthavn og fra bagsædet af taxaen betragter byens skyline, kan man let forledes til at tro, at man befinder sig i et aldeles veludviklet land. Men det gør man ikke. Under den moderne facade finder man et samfund med overordentligt traditionelle styrings- og administrationsformer. Stillet lidt på spidsen er den eneste reelle forskel mellem Qatar og de fattigste udviklingslande i Afrika, at Qatar har penge – masser af penge.
Landet er et af verdens absolut rigeste opgjort per indbygger og overgås kun af lande, der fungerer som skattely såsom Liechtenstein og Monaco. Rigdommen stammer fra gas og olieressourcer.
Qatar er en halvø, der stikker ud i den Persiske golf. Landet er på alle måder småt. Arealet er cirka en fjerdedel af Danmarks, og befolkningen er på 2,5 millioner. Heraf er blot 287.000 qatarier med statsborgerskab, mens de resterende 2,2 millioner er migrantarbejdere, der varetager alle typer jobs fra de mest videnstunge, som for eksempel læger, universitetsundervisere, ingeniører og IT-specialister til jobs i den anden ende af spektret – manuelle jobs i byggebranchen, gadefejere og egentlige tjenestefolk.
Et autokratisk stammesamfund
Som det også gælder for nabolandene, har Qatar en meget kort moderne historie, der reelt startede i sidste halvdel af 1960’erne, hvor indtægterne fra olie og sidenhen gas for alvor begyndte at strømme ind. Inden da udgjorde perlefiskeri og lidt handel landets økonomiske fundament. Men fremkomsten af kulturperler (perler, der er skabt med menneskelig indblanding, red.) i 1920’erne og ikke mindst verdenshandelskrisen i 1930’erne, gjorde en ende på perlefiskeriet. Qatarierne kalder selv perioden fra 1925-1949 for ’the years of hunger’, for i disse år migrerede store dele af befolkningen fra landet på grund af fattigdom og sult. Og helt frem til 1960’erne var Qatar et ludfattigt land med en lille bitte befolkning.
