Folkeforbundet var starten på et internationalt samarbejde og banede vej for de institutioner, vi i dag bygger vores udenrigspolitik op omkring.
Fredsordningerne efter Første Verdenskrig betød en grundlæggende omkalfatring af den europæiske politiske orden, da de tre store landimperier Det Tyske Kejserrige, Østrig-Ungarn og Osmannerriget blev ombrudt og afløst af en ny europæisk orden baseret på moderne nationalstater.
Freden efter Første Verdenskrig blev også startskuddet på moderne multilateralt samarbejde. Som en del af Versaillesfreden i 1919 oprettede man Folkeforbundet, der fik til formål at sikre freden efter krigen gennem et politisk program, som fokuserede på blandt andet nedrustning, fredelig konfliktløsning og kollektiv sikkerhed.
Et internationalt eksperimentarium
Siden krigsudbruddet i 1914 havde der i liberale miljøer, især i USA og Storbritannien, cirkuleret forskellige mere eller mindre vidtrækkende planer for, hvordan man kunne sikre, at freden efter krigen blev varig. Med sin tale til Kongressen 8. januar 1918 samlede og videreudviklede præsident Woodrow Wilson nogle af disse idéer og bragte dem op på det højeste politiske niveau. I Wilsons analyse var én af de helt afgørende årsager til verdenskrigens udbrud det klassiske, hemmelige alliancediplomati, og han krævede derfor, at det efter krigen blev afløst af helt nyt, transparent diplomati baseret på frihandel, national selvbestemmelse og nedrustning. Samtidig foreslog han, at der skulle skabes “[a] general association of nations” [en almen forening af nationer, red.], der skulle have til formål at garantere både små og store medlemslandes politiske uafhængighed og territorielle integritet.
