I efteråret fejrer vi med rette 30-året for murens fald og det, vi kaldte skabelsen af en ny verdensorden. I tider med Brexit og Trump, trusler fra Putin og Erdogan samt den kinesiske fremmarch er det interessant at se på, hvad der skete den gang.
Jeg begyndte med at kigge i de gamle Udenrigs. Helt forståeligt skulle man vente til nummer 4, 1990 for at finde det første bud på, hvilke forandringer der ventede. Det kom til gengæld fra redaktøren, Tøger Seidenfaden, under titlen: ”Det nye Europas arkitektur”. I bagklogskabens klare lys må man sige, at Seidenfaden havde fanget mange af de dilemmaer, vi har været igennem.
At skabe et alliancesystem, der lukker Sovjetunionen/Rusland ude, kan kun være den næstbedste løsning, skriver han. At efterlade Øst- og Centraleuropa som et mellemområde uden klare sikkerhedsgarantier, ville imidlertid også være destabiliserende. I samme nummer af Udenrigs anmelder professor Bent Jensen et papir fra sikkerheds- og nedrustningsudvalget om den europæiske sikkerhedsordning. Han spørger: ”Hvad vil ”Europa” stilleop med de baltiske lande, når de banker på – og beder om at komme ind? Hvad med Ukraine og Moldova?”
Og her kommer jeg til, hvad der efter min mening er den virkelige grund til, at vi ikke lykkedes med at få Rusland med: Den økonomiske omvæltning efter Sovjetunionens sammenbrud har betydet langt mere for udviklingen i Rusland end sikkerhedspolitiske samarbejder. Koncentration af rigdom hos nogle få oligarker, korruptionen, flugt af kapital til udlandet, manglende investeringer på grund af forholdene, herunder ødelæggelse af det spirende bureaukrati, manglen på pressefrihed og undergravelse af retssikkerheden. Dén udvikling var i fuld gang og nok allerede irreversibel, da NATO-udvidelsen kom, og blev udnyttet til at styrke etableringen af det autoritære regime. Hvis Rusland havde reformeret de store statslige virksomheder i stedet for at forære de fleste af dem væk, var det måske gået anderledes med befolkningens levevilkår og demokratiet – og med Ruslands syn på sine naboer og NATO, men det er selvsagt ikke givet. Det virker helt skævt at præsentere NATO-udvidelsen som noget, der selvstændigt har skubbet Rusland i den forkerte retning. Den har derimod skabt stabilitet og sikkerhed i Øst- og Centraleuropa.
Mest alvorligt er det efter min mening, at vi har mistet den ny verdensorden byggende på de fælles værdier, som Tøger Seidenfaden og mange andre talte om. Vi har nu et Kina og Rusland i spidsen for flere andre, der udfordrer den vestlige verdensorden, som er ved at gå op i limningen, fordi præsident Donald Trump har undergravet den. Ved sin undsigelse af den internationale klimaaftale, opsigelsen af atomaftalen med Iran og sin ensidige militære støtte i Mellemøsten til Israel og Saudi Arabien har han undsagt vores værdier og det internationale system. Hugo Gaarden har for nylig skrevet en glimrende bog, Europæisk renæssance, hvor han (ud over at beskrive udviklingen i Kina og Afrika, som han ved meget om) foreslår et nyt internationalt system. Han mener, at vi skal nedsætte en gruppe af politikere og eksperter fra hele verden, som over et par år udarbejder forslag til en ny verdensorden. Jeg ville ønske, det var en mulighed, men får unægtelig mine tvivl, når jeg ser, at Rusland netop har vedtaget en lov, der skal forhindre videnskabeligt samarbejde på tværs af grænser. Noget må der gøres – hvem har idéer?
