Leder du efter Det Udenrigspolitiske Selskabs hjemmeside? Vi har skiftet domæne. Klik dig ind på www.udenrigspolitik.dk

Udenrigs III 2019

Arven fra Atatürk: Tyrkiets udenrigspolitik siden osmannernes kollaps

Hovedlinjerne i Tyrkiets moderne udenrigspolitik har rødder i Det Osmanniske Riges nederlag i Første Verdenskrig og dets efterfølgende opløsning.

Aftalerne og retorikken, som blev vedtaget ved afslutningen af Første Verdenskrig og opløsningen af Osmannerriget, har dannet grundlag for den retorik, magtpolitik og selvforståelse, der stadig præger Tyrkiets udenrigspolitik i dag. For at forstå Tyrkiets ageren i det internationale landskab, skal man 100 år tilbage til etableringen af staten, vi i dag forstår som Tyrkiet.

30. oktober 1918 indgik Det Osmanniske Rige en våbenhvileaftale med Ententemagterne Storbritannien, Frankrig, Serbien, Belgien, Italien, Rusland, Japan og Kina på det britiske krigsskib Agamenon i havnen Mudros på den græske ø Lemnos. Det skete knap 14 dage før kampene på Vestfronten ophørte.

Ligesom Centralmagternes øvrige allierede blev Den Osmanniske Rige stillet over for fredsvilkår, som i store dele af den lokale opinion blev opfattet som et diktat og en straffeforanstaltning. Mens Bulgarien, Tyskland, Ungarn og Østrig indgik deres respektive fredsaftaler i 1919, fulgte Det Osmanniske Rige trop 10. august 1920 gennem underskrivelsen af den såkaldte Sèvres-traktat. På det tidspunkt havde riget allerede mistet sine territorier i Mellemøsten, men Sèvres-traktaten krævede, at riget derudover afstod store områder i dets tilbageværende hovedland, Anatolien, dels til de europæiske magter Frankrig, Grækenland og Italien, dels til rigets religiøse og etniske minoriteter armenierne og kurderne.

Det første revision af den nye verdensorden

Få adgang til UDENRIGS.DK

Gratis prøveabonnement i 30 dage

Få adgang til Udenrigs

TEGN ABONNEMENT
Allerede bruger? Log ind her