Det er tid for at nedsætte en udenrigskommission og gentænke udenrigstjenesten – ligesom for 100 år siden, da verden også havde ændret sig drastisk.
”Den Tid er forbi, da Diplomati og Udenrigsrepræsentation bestod i at give pæne Frokoster og rapportere Smaasladder fra Hofferne og Parlamentsgangene hjem til Udenrigsministeriet. Dansk Udenrigspolitik er Foderkager og Majs og Chilesalpeter, Kul, Bomuld, Jern og deslige haandfaste Ting”
(Roskilde Dagblad, ”Dansk Diplomati”, 13. januar 1919, citeret i Elleh.j, 1998: 62)
Efter afslutningen på første verdenskrig opstod der et utvetydigt krav om en nytænkning af dansk diplomati. I medierne herskede en forestilling om dansk diplomati som noget, der var ensbetydende med overdådige selskabeligheder og underlødig sladder fra de europæiske hof. Kravet kom også fra en bred skare af folkevalgte parlamentarikere, der følte sig oversete i den udenrigspolitiske proces, ligesom det kom fra de mest betydningsfulde dele af dansk erhvervsliv, der ønskede sig en udenrigstjeneste, som meget mere proaktivt og professionelt kunne hjælpe dem med at erobre og fastholde fremmede markeder.
Da den amerikanske præsident Woodrow Wilson 8. januar 1918 fremlagde sin 14-punkts fredsplan for Kongressen, præsenterede han allerede som det allerførste punkt konturerne af en helt ny slags diplomati:
- Offentliggørelse af alle aftaler om fred, hvorefter der ikke skal forekomme private underhåndsaftaler af nogen art. Derimod skal diplomatiet altid forhandle åbent og offentligt.
