Forholdet mellem kontinuitet og forandring har udgjort et af de centrale temaer i debatten om implikationerne af de arabiske revolter, der tog sin begyndelse for godt seks år siden. I Jordan har kontinuiteten dog været mere fremtrædende end forandringen.
Først handlede debatten om demokratisk forandring og autokratisk kontinuitet. Da det stod klart, at Mellemøsten fortsat ikke var ramt af den store demokratisk bølge, nuanceredes debatten til at handle om forandring og kontinuitet i autokratiske regimer. Var der tale om en arabisk version af ‘tilbage til fremtiden’ i den forstand, at situationen var som før 2011, og at der blot var tale om ‘Mubarakisme uden Mubarak’? Eller markerede de arabiske revolter et fundamentalt brud med tidligere tiders form for autokrati, som nu var ved at blive afløst en helt ny, mørkere og mere voldelige form for autokrati, der ville vise sig endnu mere modstandsdygtig over for demokrati end tidligere varianter?
Endeligt var der også dem, som mente, at debatten skulle udvides fra at handle om de mellemøstlige staters overlevelsesdygtighed til et mere fundamentalt spørgsmål, om hvorvidt vi stod over for afslutningen på det seneste århundredes ‘Sykes-Picot system’, og hvilken form for (u)orden og politisk organisering, der i givet fald ville følge efter.
De forskellige lejre i disse debatter vil alt afhængigt af, hvor man vender blikket, kunne finde delvis støtte til hver deres position. Frem for at tale om ‘ét arabisk forår’ står det i dag derfor også klart, at det giver bedre mening at tale om ‘de arabiske revolter’. Selvom alle dele af den arabiske verden blev påvirket af begivenhederne i 2011, har graden og formen været vidt forskellig, og landene har i de følgende seks år derfor også bevæget sig i forskellige retninger, der har været præget af varierende grader af kontinuitet og forandring. Forenklet kan man tale om fire forskellige veje: 1) en skrøbelig demokratisk udvikling (Tunesien), 2) statssammenbrud (for eksempel Syrien, Libyen, Yemen), 3) en ny, mørkere og mere voldelig form for autokrati (Ægypten, Bahrain), og 4) opgradering af en relativt velkendt form for autokratisk styre (Kuwait, Algeriet, Marokko og Jordan).
Det er denne sidste variant, som er omdrejningspunktet for herværende artikel, der angår Jordan, hvor kontinuiteten har været mere fremherskende end forandring. Selvom det lille hashemitiske monarki også oplevede protester tilbage i 2011, har Kong Abdullah II ikke blot formået at klare sig igennem de arabiske revolter, men det er også sket med brug af relativt velkendte midler. Det betyder ikke, at der ikke har været nogen forandringer i Jordan siden de arabiske revolter, men i vidt omfang er der tale om variationer over velkendte temaer.
